ForsideFjerritslevFiktivt færdselsuheld ved Fjerritslev - Husk det kun er en øvelse

Fiktivt færdselsuheld ved Fjerritslev – Husk det kun er en øvelse

Print Friendly, PDF & Email

Fiktivt færdselsuheld ved Fjerritslev – Husk det kun er en øvelse

Nordjyllands Politi holder øvelse onsdag den 4. september sammen med Beredskabsstyrelsen og sundhedssektoren. Øvelsen foregår på Thistedvej ved Vust kl. 14-23, hvor der derfor vil være omkørsel.

Kun med træning kan man holde sig skarp. Derfor lægger Nordjyllands Politi flere gange om året energi i at træne håndteringen af komplekse hændelser – ulykker, angreb og så videre – sammen med andre myndigheder.

En tilbagevendende samarbejdsøvelse, kaldet Tordenskjold, finder næste gang sted onsdag den 4. september 2024.

Øvelsen påvirker trafikken

Øvelsen foregår ved Vust, 9690 Fjerritslev. Mens øvelsen står på, vil Thistedvej blive spærret for trafik ved Vustholmvej fra vest og Vust Møllevej fra øst i tidsrummet cirka klokken 14.00 til 23.00 denne dag.

Der vil være omkørsel fra Thistedvej via netop Vustholmvej og Vust Møllevej.

Denne information er relevant for trafikanter, der bevæger sig mellem Thisted/Hanstholm og Fjerritslev.

Vigtigt formål – fiktiv hændelse

Politiets øvelsesansvarlige, politiassistent og indsatsleder Claus Dahl Olesen, håber, at trafikanterne vil bære over med myndighedernes forstyrrelser på Thistedvej. Øvelsen tjener nemlig flere vigtige formål, som kommer politikredsens borgere til gode:

”Formålet med øvelsen er at træne tværfaglig ledelse og koordinering mellem Beredskabsstyrelsen, sundhedssektoren og politiet på et større skadested og derudover træne myndighedernes personale i at samarbejde med hinanden om at redde liv og håndtere virkelighedens større ulykker og hændelser,” forklarer Claus Dahl Olesen.

” – Derfor håber vi selvfølgelig på, at folk i området vil være forstående. Vi gør, hvad vi kan for at minimere generne for trafikanterne, ikke mindst ved at varsle øvelsen og omkørslen her på forhånd.”

Øvelsen drejer sig blandt andet om et fiktivt færdselsuheld, som vil være ganske synligt – det samme vil politibiler, ambulancer med videre selvfølgelig også.

” – Men det er blot en øvelse, så man skal ikke være urolig,” forsikrer Claus Dahl Olesen.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER