Fem byggegrunde solgt på en dag i Nørhalne
Nørhalnes vokseværk fortsætter. Tirsdag d.14. januar skrev fem nye Nørhalne-familier under på deres byggegrund i nybyggerkvarteret, Stenkærs Mark.
Over de seneste 10 år er Nørhalne vokset med cirka 200 indbyggere eller 16 procent. Det gør byen til en af de hurtigst voksende i Nordjylland, og nu kommer fem familier yderligere til.
Tirsdag d. 14. januar udløb nemlig fristen for bud på parcelhusgrundene i nybyggerkvarteret Stenkærs Mark, som Jammerbugt Kommune har sat til salg. Af de 6 indkomne bud førte 5 til et salg.
Stenkærs Mark ligger ud til Sulstedvej i den østlige ende af Nørhalne tæt på både skole og hal, og med kun 5 minutter til motorvejen, 20 minutter til Aalborg og 10 minutter til Aalborg Lufthavn.
Borgmester Mogens Christen Gade, glæder sig over en god start på etableringen af endnu et børnevenligt nybyggerkvarter i Nørhalne:
”Vores grundsalgskontor havde en liste med interesserede, der gerne ville kontaktes, når der blev noget til salg i Nørhalne. Interessen for byen er stor, og det er da skønt, at 5 nye familier nu kan bydes velkommen. Fra et kommune-perspektiv glæder vi os også over, at 4 af familierne kommer ”udefra”, og altså bliver nye Jammerbugt-borgere”.
Stenkærs Mark har stadig ledige matrikler, som Kommunalbestyrelsen nu skal finde en pris på. Herefter vil de fremgå på jammerbugt.dk under ”grunde til slag”.