Af Karina Holst Lorentsen, Gl Kongevej 23, 9460 Brovst
Når hjælp bliver en kamp – et opråb fra familier i Jammerbugt Kommune
Vores lille familie har været en del af systemet under Børne- familieforvaltningen i Jammerbugt Kommune i snart 18 år. Især de seneste 6 år har vi oplevet en markant forandring. Hvor samarbejde burde være udgangspunktet, opleves det i stigende grad som en kamp. Når vi har henvendt os til forvaltningen og borgmester med bekymringer for det, vi oplever som manglende eller fejlbehæftet sagsbehandling, bliver vi igen og igen mødt med, at der skam er tillid til, at forvaltningen løfter opgaven i henhold til loven, og at der altid kan forekomme enkeltsager med problemer.
For at belyse omfanget har vi derfor i 1. kvartal 2026 indsamlet over 50 vidnesbyrd fra forældre med tilknytning til børne-familieforvaltningen i Jammerbugt Kommune. Vidnesbyrdene tegner et billede, som ikke kan forklares med enkeltsager. De peger på et mønster.
Et mønster, hvor familier – ofte med børn med betydelige og komplekse behov – i årevis kæmper for at få den hjælp, de har ret til.
Samtidig hører vi igen og igen politikere sige, at man ikke kan udtale sig om enkeltsager, og at man har tillid til, at forvaltningen handler lovmedholdeligt. Men når over 50 familier – uafhængigt af hinanden – beskriver de samme problemer, er det ikke længere enkeltsager.
Det er et systemisk problem.
“Det føles som at være i krig”
På tværs af vidnesbyrdene går én oplevelse igen: mødet med forvaltningen føles som en kamp.
En mor beskriver det sådan:
“Jeg får stadig ondt i maven, når der kommer noget fra kommunen i E-Boks… Jeg har lave forventninger, hver gang jeg hører fra dem… Jeg har givet op.”
En anden forælder sætter ord på den samme oplevelse:
“Hvis jeg ikke følger op, sker der ingenting. Det er et fuldtidsarbejde i sig selv.”
Flere fortæller om lange ventetider, gentagne sagsbehandlerskift og aftaler, der ikke bliver fulgt op.
“Vi oplever meget lange ventetider og manglende handling… aftaler, der indgås på møder, men ikke bliver fulgt op.”
Det er ikke enkeltstående oplevelser – det er et mønster.
Frygten for at bede om hjælp
Noget af det mest alvorlige i de indkomne vidnesbyrd er ikke kun det, familierne oplever – men hvad det fører til.
Flere fortæller, at de er bange for at klage. Bange for at miste den hjælp, de har.
“Så hellere nøjes med noget, der hjælper lidt end ingen hjælp.”
Andre tør slet ikke stå frem – af frygt for repressalier i fremadrettet sagsbehandling!
Det betyder, at de indsamlede vidnesbyrd kun er toppen af isbjerget. Bag dem gemmer sig et stort mørketal af familier, som ikke har overskud eller mod til at fortælle deres historie.
Det bør vække alvorlig bekymring.
Når hjælpen kommer for sent – eller slet ikke
Flere forældre beskriver, hvordan de har bedt om hjælp tidligt i deres barns forløb – men først er blevet mødt, når barnet er brudt sammen.
“2, 3, 4 år er lang tid i et 7-årigt liv.”
En anden fortæller:
“Først da hun… gik ned med depression, angst og svær belastningsreaktion blev der lyttet.”
Det er ikke bare sagsbehandling. Det er barndom, der går tabt.
Flere vidnesbyrd peger på alvorlige retssikkerhedsmæssige problemer.
En forælder fortæller om sager, der trækkes i langdrag uden afgørelse:
“Vi har ventet i 4 år på en afgørelse… uden svar fratager kommunen os reelt muligheden for at handle.”
En anden beskriver et mønster, hvor dokumentationskravene for at få hjælp ændrer sig undervejs:
”I vores sag har vi fornemmelse af, at det handler om strategiske lovbrud. Først bliver vi bedt om at dokumentere på én måde. Når vi så har gjort det, så ændres kravet og der skal dokumenteres på en anden, en tredje og en fjerde måde. Og når vi så gennem flere år er presset på den måde, så går man efter vores forældreevne.”
Når borgere ikke får svar, ikke kan gennemskue afgørelser og ikke tør klage – så er det ikke kun et velfærdsproblem. Det er et retssikkerhedsproblem.
Et fælles ansvar
Dette er ikke et angreb på enkelte medarbejdere. Det er et opråb om at se på strukturerne.
For når så mange familier – over så lang tid – beskriver de samme problemer, er det ikke længere et spørgsmål om enkeltstående fejl.
Kommunalbestyrelsen har et ansvar for at sikre, at borgernes retssikkerhed overholdes. At lovgivningen efterleves. Og at børn med behov for hjælp faktisk får den – rettidigt og i tilstrækkeligt omfang.
Derfor bekymrer det os, når borgmester Niels Christian Hem i mailsvar på vegne af hele kommunalbestyrelsen beskriver de indsendte vidnesbyrd som ”påstande”.
Der er ikke tale om påstande. Der er tale om helt konkrete eksempler taget ud fra de enkelte familiers sager i Børne-familieforvaltningen.
Vi ønsker ikke konflikt. Vi ønsker samarbejde.
Vi ønsker et system, hvor:
- Forældre mødes med respekt og tillid
- Faglige vurderinger tages alvorligt
- Afgørelser er gennemskuelige og lovmedholdelige
- Hjælpen gives i tide – før barnet knækker
Frem for alt ønsker vi, at ingen familie i Jammerbugt Kommune skal stå alene i kampen for deres barns trivsel.
For det bør aldrig være en kamp at få den hjælp, man har ret til.
Tak for indlægget og for at dele de oplevelser, som du og andre familier har haft.
Når forældre oplever mødet med systemet som en kamp i stedet for en hjælp, så skal det naturligvis tages alvorligt. Ingen familie skal stå med en følelse af ikke at blive hørt, og børn med behov for støtte skal hjælpes ordentligt og i tide.
Som medlem af Børne- og Familieudvalget kan jeg ikke gå ind i konkrete enkeltsager offentligt, men jeg mener, det er vigtigt, at vi som politikere lytter, når flere borgere peger på de samme problemer. Det skal vi tage alvorligt og forholde os nøgternt til.
Som Danmarksdemokrat ønsker jeg en kommune, hvor familier bliver mødt med respekt, ordentlighed og en sagsbehandling, de kan have tillid til. Hvis der er forhold, vi kan gøre bedre, så skal vi også have viljen til at se på dem.