Af Per Salling – lærer og medlem af Jammerbugt kommunalbestyrelse for Danmarksdemokraterne
Per Salling til Theresa Berg Andersen: Folkeskolen kan ikke alene løfte hele opgaven
Når elever siger, at de ikke lærer nok i skolen, skal vi naturligvis lytte. Det er et alvorligt signal, som vi ikke må feje af bordet.
Men vi skal også være ærlige: Folkeskolen kan ikke alene løfte hele opgaven.
Dygtige lærere, ordentlige rammer og flere kvalificerede voksne er nødvendige. Rene toiletter, gode skolegårde og trygge fællesskaber betyder også noget. Det er almindelig sund fornuft.
Men den vigtigste opgave i folkeskolen er og bliver undervisning og dannelse. Børn skal lære at læse, skrive, regne, tænke selvstændigt og forstå det samfund og den historie, de er en del af.
Det kræver ikke kun gode intentioner fra Christiansborg eller flere pæne ord om trivsel. Det kræver ro i klassen, tydelige forventninger, faglighed og lærere, som får lov til at bruge deres tid på det, de er uddannet til: at undervise.
Vi skal passe bedre på de dygtige lærere, vi allerede har. Gennem mange år har vi læsset flere opgaver, mere dokumentation, flere systemer og stadig større forventninger oven på dem. Det har konsekvenser. Når læreren bruger for meget tid på alt muligt andet end undervisning, så går det ud over elevernes læring.
Men der følger også et ansvar med for elever og forældre.
Man lærer ikke at læse sikkert, regne godt eller forstå historie, samfund og naturfag alene ved at møde op. Det kræver koncentration, gentagelse, forberedelse og viljen til at gøre sig umage.
Derfor bør vi heller ikke være bange for at tale om lektier igen.
Ikke som straf. Ikke som bunker af meningsløse opgaver. Men som en naturlig del af det at lære: at læse lidt hjemme, øve sig, forberede sig og tage ansvar for sin egen skolegang.
Det er ikke gammeldags. Det er ganske enkelt sådan, man bliver dygtigere.
Forældrene har også en vigtig rolle. Det betyder noget, om man spørger ind til skoledagen, hjælper barnet med at holde styr på opgaverne og viser, at skolearbejde er værd at tage alvorligt. Skolen kan ikke stå alene, hvis børnene skal lykkes.
Vi er samtidig nødt til at tale ærligt om den virkelighed, som mange klasser står i.
Flere børn har i dag betydelige udfordringer og behov for særlig støtte. Det er ikke barnets skyld, og det må aldrig blive en anledning til at pege fingre ad familier, der i forvejen kan have det svært.
Men det er heller ikke en hjælp at lade som om, at alle behov uden videre kan rummes i den almindelige klasse, uanset klassens størrelse, lærerens tid og de støtteordninger, der faktisk er til rådighed.
Når en lærer skal løfte meget komplekse opgaver alene eller med for lidt støtte, går det ud over den elev, der har brug for hjælp. Men det går også ud over resten af klassens ro, undervisning og faglige udbytte.
Inklusion skal være reel inklusion. Det betyder ikke blot, at barnet fysisk sidder i samme lokale som de andre. Det betyder, at barnet får en hverdag, hvor det kan trives, deltage og lære.
Det kræver i nogle tilfælde mere støtte i klassen. I andre tilfælde kræver det et specialiseret tilbud, der passer bedre til barnet. Det er ikke at give op. Det er at tage både barnet, læreren og fællesskabet alvorligt.
Og hvis vi virkelig mener, at nærhed, tryghed og fællesskab betyder noget for børn, så må vi også holde fast i de lokale skoler. Den lille skole er ikke et problem, der skal administreres væk. Mange steder er den selve hjertet i lokalsamfundet og en vigtig del af en tryg skolehverdag.
Hvis vi vil have mere faglighed i folkeskolen, kræver det en fælles indsats:
Lærerne skal have bedre vilkår til at undervise.
Eleverne skal møde klar til at lære og være villige til at gøre en indsats.
Forældrene skal bakke op om skolegangen.
Kommunerne skal sikre reel støtte til børn med særlige behov.
Og politikerne skal holde op med at tro, at endnu en reform, et nyt projekt eller et smart system løser det hele.
Folkeskolen skal være et sted med både tryghed, dannelse og høje forventninger. Det skylder vi børnene.
