Jammerbugt Kommune vil indgå i fælles nordjysk IT-selskab
Når Jammerbugt Kommune’s Økonomiudvalg mødes den 20. maj, skal politikerne tage stilling til en omfattende sag om fremtidens kommunale IT-drift i Nordjylland. Konkret handler det om, hvorvidt Jammerbugt Kommune skal indgå i et nyt fælleskommunalt samarbejde sammen med de øvrige 10 nordjyske kommuner.
Planen er at etablere et fælles §60-selskab under navnet NORDIG, som fra 2027 gradvist skal overtage en række centrale IT-driftsopgaver for kommunerne i regionen.
Baggrunden for initiativet er Økonomiaftalen for 2026 mellem regeringen og KL. Her blev det besluttet, at kommunernes basale IT-drift skal samles i 4-5 større fælleskommunale driftsenheder på landsplan. Målet er blandt andet at styrke cybersikkerheden, skabe mere robuste IT-løsninger og gøre det lettere at rekruttere og fastholde specialiserede IT-medarbejdere.
Ifølge sagsfremstillingen vil NORDIG i første omgang få ansvar for blandt andet serverdrift og netværksinfrastruktur. På længere sigt kan selskabet også komme til at håndtere andre IT- og digitaliseringsopgaver som servicedesk, support og brugerstyring.
De nordjyske kommunaldirektører anbefaler, at samarbejdet organiseres som et §60-interessentselskab. Ifølge administrationen giver denne model både nærhed til ejerkommunerne og fleksibilitet i forhold til fremtidige opgaver.
Sagen beskriver samtidig, at samarbejdet ikke alene handler om drift, men også om at skabe en mere fremtidssikret og professionel IT-organisation i Nordjylland frem mod 2030 og 2035.
– Ambitionen er at opbygge en IT-driftsorganisation, som kan tiltrække og fastholde de nødvendige IT-specialister, professionalisere arbejdet med IT-sikkerhed og skabe et robust fundament for kommunernes velfærdsopgaver, fremgår det blandt andet af sagsmaterialet.
I Jammerbugt Kommune vurderes det, at mellem halvandet og to årsværk fordelt på fem medarbejdere i dag arbejder med de områder, som forventes overført til det nye selskab. Kommunen understreger dog, at der vil være fokus på medarbejderinddragelse og en ordentlig proces omkring eventuelle virksomhedsoverdragelser.
Samtidig peges der på, at etableringen af et fælles selskab på sigt kan skabe økonomiske fordele og stordriftsfordele, selvom der i de første år må forventes betydelige implementerings- og omstillingsomkostninger.
Hvis sagen godkendes politisk i de nordjyske kommuner, er planen, at NORDIG etableres pr. 1. januar 2027, hvorefter de første IT-opgaver gradvist overdrages i løbet af året.


