Fælles børnefest samlede 200 børn ved Jetsmark Idrætscenter
Torsdag den 22. maj blev Jetsmark Idrætscenter forvandlet til et børneparadis, da omkring 200 børn fra både offentlige og private institutioner i Pandrup-Kaas området deltog i en stor, fælles festformiddag.
Arrangementet var oprindeligt planlagt til at foregå udendørs på de grønne arealer omkring Jetsmark Idrætscenter, men det ustadige vejr satte en stopper for de planer. I stedet blev festen rykket indenfor i hallen, hvor der heldigvis var god plads og højt humør – og hvor både musik, bevægelse og fællesskab fik lov at udfolde sig i tørvejr.
Entertaineren Michael Back, kendt for sine energiske shows for børn, satte gang i festen med sang, sjov og fælles bevægelse i omkring tre kvarter. Efterfølgende fandt børnene deres madpakker frem og nød frokosten sammen.
Initiativet til børnefesten kom fra et nyt samarbejde mellem offentlige og private institutioner i det tidligere Pandrup Kommune. Både dagplejere, vuggestuer og børnehaver var gået sammen for at skabe en dag med fokus på fællesskab og netværk på tværs.
– Det er noget nyt, vi har prøvet – at slå os sammen, både private og offentlige, og arrangere noget i fællesskab. Vi vil gerne styrke fællesskabet mellem både børn og voksne i området. Sammen kan vi mere: Blandt andet stable et event som det her på benene, fortæller Bente Hyttel fra Blokhusvejens Børnehave, der var en del af initiativgruppen.
Den private vuggestue Solstrålen i Pandrup deltog også i festlighederne. Medinitiativtager Anette Larsen havde 22 børn og kolleger med og var glad for oplevelsen:
– Det er første gang, vi har lavet et større fælles arrangement for alle offentlige og private vuggestuer og børnehaver i området, og det blev virkelig en fest. Det handler om at skabe mere samarbejde på tværs, så både børn og medarbejdere lærer hinanden at kende. Fra Solstrålen sender vi jo børn videre til mange børnehaver i området, så det er godt at have ansigterne med. Vi planlægger allerede at evaluere på dagen og se, om ikke vi skal gentage succesen, siger hun.



