ForsideJammerbugtEt værre cirkus i Aabybros gader

Et værre cirkus i Aabybros gader

Et værre cirkus i Aabybros gader

Fredag d. 9. maj fyldes gaderne i Aabybro af store og små i fantasifulde udklædninger og højt humør, når årets Børnekarneval løber af stablen.

Kom og vær med, når alle de omhyggeligt producerede udklædninger i byens børnehaver, vuggestuer og dagplejer luftes fredag d. 9. maj fra 13.45 til 15.30. Temaet for årets Børnekarneval i Aabybro i år er ”Cirkus” – et bredt tema, og kun fantasien sætter grænser, når det rette outfit til karnevalsdagen skal findes.

Cirka 500 børn og medarbejdere fra institutioner og dagplejere i Aaby Vest og Aaby Øst har udover kreationen af flotte kostumer også brugt tiden på at øve sangene til Børnekarneval.

Stemningsbilleder fra børnekarneval i 2024. Foto: Jammerbugt Kommune

Fredag d. 9. maj kl.13.45 samles de alle på karnevalspladsen foran Skipper Clement Vuggestue og Børnehave. Her varmes op til turen gennem byen med Kong Karneval – måske bedre kendt som Søren Visby fra Det Flyvende Kuffertcirkus. Borgmester Mogens Christen Gade lægger også vejen forbi med en peptalk. Herefter fører samba-gruppen Poco Loco an på turen, som går gennem Aabybro Centret og videre ad Banestien, hvor familier og feststemte Aabybro-borgere plejer at tage opstilling for at se optoget.

Efter cirka en time samles alle tilbage på karnevalspladsen om et stort kagebord, som forældre og bedsteforældre dækker og deler ud fra. Med børn, medarbejdere og familier plejer antallet af kaffegæster til Børnekarneval at runde de 2000.

Program for Aabybro Børnekarneval

Sted: Den grønne plads på Skipper Clements Vej, Aabybro

13:45: Institutioner mødes på pladsen

13:50: Kongkarneval og borgmesteren varmer op

14:00: Parade rundt i byen anført af samba-gruppen Poco Loco

15:00: Dans, musik og underholdning på pladsen

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER