Jammerbugt Kommunes Erhvervs- og Vækststrategi 2021-2024 og Handlingsplan 2021 er nu godkendt af Kommunalbestyrelsen.
I strategien fremgår det bl.a., at Jammerbugt Kommune med sin erhvervsindsats er en del af et større samarbejde i Nordjylland med en lang række samarbejdspartnere, som skal hjælpe med at indfri de syv målsætninger, som er:
- Vi skal skabe gode fysiske, digitale og servicemæssige rammer for at drive virksomhed
- Vi skal være Nordjyllands bedste Iværksætterkommune
- Jammerbugten skal fortsat være Nordjyllands største turistdestination – med fokus på udvikling af bæredygtige oplevelsesmuligheder
- Vi skal fastholde et attraktivt handelsliv, ikke mindst i Jammerbugt Kommunes fire centerbyer
- Vi skal fortsat sikre erhvervslivet adgang til kvalificeret arbejdskraft
- Vi skal fortsat både levere og guide til en nærværende, aktuel og professionel erhvervsservice, der tager sit afsæt i de lokale virksomheders behov. Individuelle virksomhedsbesøg er forudsætningen for dels at kende virksomhedernes behov (kendte som ikke erkendte) samt at sætte erhvervsudvikling på dagsordenen
- Vi skal synliggøre Jammerbugten som en attraktiv erhvervs- og bosætningskommune gennem målrettede koncepter og understøttende markedsføring.
”Formålet med en Erhvervs- og Vækststrategi for Jammerbugt Kommune er at sætte en retning for, hvordan vi øger væksten og sikrer udvikling i kommunen. Strategien bliver suppleret af en handleplan, som skal sikre, at de ambitiøse målsætninger i strategien også bliver omsat til konkrete handlinger og initiativer”, siger borgmester Mogens Christen Gade.
Handlingsplan 2021
Handlingsplanen har i 2021 bl.a. fokus på deltagelse i en lang række projekter og samarbejder på erhvervs- og vækstområdet. Derudover er der bl.a. særligt fokus på:
- Erhvervspanel: Panelet drøfter 2 gange årligt bedre rammevilkår for erhvervslivet.
- Bæredygtighed: Der er dannet en bæredygtighedsarbejdsgruppe til at understøtte virksomhedernes grønne omstilling
- Sikre, digitale infrastrukturforbedringer (mobildækning og bredbånd)
- 3. limfjordsforbindelse
- Nedsætte sagsbehandlingstiderne på det tekniske område, fx byggesager
- Offentlig transport, herunder nye busruter
- Attraktivt udbud af byggegrunde og erhvervsjord
- Iværksætteri
- Turisme, fx bedre rammer for turismeudvikling ved Thorupstrand, vandreruter mv.
- Videreudvikle Jammerbugt Kommunes attraktive handelsbyer
- Opkvalificering af arbejdsstyrken og kompetenceudvikling, fx gennem uddannelse
- Virksomhedsbesøg
- Synliggørelse på hjemmeside, sociale medier, nyhedsbreve, netværksmøder mv.