Af Tina Aabech Søborg
Hvem skal træffe beslutningen om Energiø Rendbæk Øst – Toftegård Store Vildmose?
Christian Hem vil kvæle demokratiet i stilhed – og regner ikke med, at vi borgere opdager det!
Det er ikke bare udemokratisk. Det er magtfuldkommenhed, et politisk overgreb og et forsøg på at snigløbe vælgerne!
Christian Hem har meldt ud, at den nuværende kommunalbestyrelse skal træffe beslutning om Energiø Rendbæk Øst – Toftegård Store Vildmose inden nytår. Undskyld mig – men hvad bilder hr. Hem sig egentlig ind? Høringsperioden slutter først sidst i september. Herefter skal borgernes høringssvar behandles ordentligt i en hvidbog. Det er en naturlig proces, der kræver tid, åbenhed og respekt for borgernes indsigelser.
At presse en afgørelse igennem i november eller december – lige efter et kommunalvalg, men før den nye bestyrelse tiltræder – er ikke andet end politisk rænkespil. Det er et forsøg på at låse beslutningen fast, før borgerne reelt får lov til at vælge, hvem der skal tage den.
Er Hem bange for, at en ny kommunalbestyrelse vil lytte mere til borgerne, end han selv gør? Er han bange for at miste magten over et prestigeprojekt, der splitter lokalsamfundet? Svaret blæser i vinden – men lugten af frygt og topstyring er ikke til at tage fejl af.
At tale om demokrati og borgerinddragelse med det ene øje – mens man samtidig forsøger at haste en kontroversiel beslutning igennem med det andet – er ikke bare dobbeltmoralsk. Det er direkte skammeligt.
Christian Hem: Du kan ikke både kræve respekt og samtidig trampe på demokratiet. Stop det her magtspil nu. Lad den nyvalgte kommunalbestyrelse – med frisk mandat fra vælgerne – træffe beslutningen. Alt andet er et bevidst svigt af både processen og borgerne.





De berørte borgere i stor afstand fra lugtevirksomheden skal se at få oprettet en borgergruppe mod Hems rænkespil. Også mod vindmøllerne. Vores kommune trækker i forvejen det helt store elproduktionslæs. Gade har jo elsket vindmøller og kæmpe såkaldte sommerhuse. Vi producerer 3 gange mere el end vi selv bruger i kommunen. Bliver vi ved med at ødelægge vores flotte kommune med vindmøller. Nu må det være københavnernes tur!!