ForsidePandrupEndnu to forstærkninger til Jammerbugt FC-truppen

Endnu to forstærkninger til Jammerbugt FC-truppen

Jammerbugt FC har styrket sig på back og kant med 22-årige Solomon Onome Ogberahwe og 19-årige Kelvin Emmanuel Igbonekwu.

Begge spillere har nigeriansk nationalitet og kan begå sig som både back og kant. Solomon kommer til Jammerbugt FC på en permanent aftale fra Rivers United Football Club, mens Emmanuel er en lejeaftale fra Malmö FF.

– Solomon er ekstraordinært hurtig, han kan spille både back og kant og så har han været inde omkring Nigerias U23 landshold og A-landshold. I det hele taget ser Solomon rigtig dygtig ud, er engelsk talende og vil kunne klare sig fra dag et. Så vi har store forventninger til Solomon. Nu skal han selvfølgelig lige falde til, men han har kompetencerne, forklarer Jammerbugt FC cheftræner Bo Zinck om Solomon, ligesom han også ser stort potentiale i Emmanuel.

– Emmanuel har trænet med os i noget tid og er en fantastisk fyr, som er faldet godt til i gruppen. Han har masser af power, er alsidig og kan ligeledes spille både kant og back. Dertil er han teknisk dygtig, fysisk rigtig stærk og har god fart. Emmanuel har et stort potentiale og det bliver spændende at følge hans udvikling. Det er en spiller, vi forventer os meget af, samtidig med, at vi er bevidste om, at der først skal investeres nogle kræfter for at indfri potentialet. Vi glæder os til at få begge på banen.

Med disse to forstærkninger er truppen tæt på fuldtallig og dermed gælder det nu ikke mindst arbejdet på træningsbanen. Dog kan der endnu ske yderligere forstærkninger, hvis den rette situation skulle opstå.

– Truppen er antalsmæssigt nu ved at være der, hvor den skal være. Der er et par positioner, hvor vi stadig kigger på at tilføje noget mere, så det er muligt, der kan ske yderligere. Det må tiden vise. Men nu starter et stort stykke trup-arbejde med at få skabt relationer og sammenhæng i spil osv. Så vi er ikke bare 100 pct. klar nu. Der vil gå noget tid med at få alle klar til at træde ind på holdet og få spillere i kampform. Det kommer til at ske i etaper og det kommer til at kræve tid samt en stor arbejdsindsats, understreger Bo Zinck.

Solomons aftale er gældende til d. 30. juni 2024, mens Kelvins løber til d. 30. juni 2022.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER