Endnu et vasketøjstyveri ved Brovst
Hjørring Politi efterforsker nu endnu et usædvanligt tyveri af vasketøj. Det seneste tilfælde fandt sted på Janumvej i Brovst, hvor gerningsperson(er) har stjålet både sports- og hverdagstøj fra en tørresnor.
Tyveriet er sket i tidsrummet mellem mandag den 28. juli kl. 22.00 og tirsdag den 29. juli kl. 06.00. Ifølge politikommissær Lars Jensen fra sagscenteret hos Hjørring Politi vurderes værdien af det stjålne tøj til omkring 4.000 kroner.
Det er anden gang på kort tid, at politiet modtager anmeldelse om lignende tyveri. Mellem den 16. og 19. juli blev der nemlig også stjålet vasketøj fra en carport ved Tranum.
Har du set eller hørt noget mistænkeligt i de nævnte perioder, så kontakt politiet på telefon 114.

