Endnu en stærk konservativ kandidat til kommunalvalget i Jammerbugt
Det Konservative Folkeparti i Jammerbugt Kommune styrker sit kandidatfelt med endnu en stærk profil til kommunalvalget i 2025. Partiet præsenterer nu Hans Henrik Thrane som kandidat til byrådet.
Hans Henrik Thrane er skoleleder på Hannæs-Østerild Skole og bringer dermed stor erfaring til sit kandidatur. Han er bosat i Brovst og har et solidt engagement i kommunens udvikling. Med en klar vision for Jammerbugt Kommune vil han arbejde for bedre vilkår for børn og unge, større valgfrihed for borgerne samt værdighed og respekt i ældreplejen og for borgere med handicap.
”Jeg stiller op til kommunalvalget, fordi jeg gerne vil gøre en forskel i vores kommune,” siger Hans Henrik Thrane og understreger, at beslutninger i byrådet skal træffes på baggrund af viden og fakta frem for alene at være styret af økonomiske hensyn. Han ønsker samtidig at sikre større gennemsigtighed i de politiske beslutningsprocesser.
Det Konservative Folkeparti ser frem til at gå til valg med et stærkt hold af kandidater, der har modet til at skabe den nødvendige forandring i Jammerbugt Kommune.