ForsideAndetEn værdig hverdag på plejecentrene i Jammerbugt

En værdig hverdag på plejecentrene i Jammerbugt

Social- og Sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune satte i sommeren 2020 initiativer i gang for at øge fokus på den gode kultur og kvalitet i arbejdet på kommunens plejecentre, i hjemmeplejen og i sociale tilbud.

Jammerbugt Kommune har haft flere samtaler med borgere og pårørende i forhold til kulturen og samarbejdet på kommunens plejecentre og sociale tilbud. Mens ledelsen og medarbejderne også har drøftet og reflekteret over, hvordan de arbejder med omsorg, pleje og kommunikation i mødet med borgerne på de lokale plejecentre og sociale tilbud.


En del af arbejdet har koncentreret sig om, hvordan medarbejdere og leder opdager og håndterer uhensigtsmæssig kommunikation med borgerne eller pårørende, og den tætte dialog blandt medarbejdere og ledelsen og plejecentre og pårørende er vigtig i dette arbejde.

”Vi har et godt udgangspunkt i Jammerbugt Kommune. Men derfor kan vi godt kigge os selv og hinanden efter i sømmene. Ingen ønsker et scenarie, som det vi så i sommer i TV2 dokumentaren fra plejehjem i Midtjylland. Derfor bad vi i udvalget om, at kultur og kommunikation skulle på dagsorden i højere grad, end hidtil. I udvalget har vi nu fået en status, og der bliver arbejdet med flere gode initiativer for at sikre den gode og værdige dialog på plejecentrene og de sociale tilbud. Det handler også om tillid, og derfor har der været særlig fokus på trygheden i, at medarbejdere kan fortælle ledelsen, hvis de opdager uhensigtsmæssige hændelser i kontakten med borgere eller pårørende. Arbejdet med de forebyggende initiativer vil vi politisk fortsat følge”, fortæller formanden for Social- og Sundhedsudvalget Ib Nellemann. 

Forløbet og fokus fortsætter

Status efter et halvt år med fokus på værdighed i ældreplejen betyder nemlig ikke, at der nu sættes punktum for arbejdet. Næste skridt er, at de enkelte arbejdspladser vil have ekstra fokus på værdig ældrepleje, og på hvordan forråelse undgås på de enkelte arbejdspladser. 

Derfor vil emnerne være et fast punkt på personalemøder, ledelsesmøder og på møderne i medarbejderudvalgene. Emnet vil desuden indgå i drøftelser på bruger- og pårørenderådsmøder på plejecentrene i 2021. Endelig vil kommunen undersøge, om det er muligt at optimere tilsyn generelt for på den måde at sikre en tilstrækkelig kvalitet i tilsynsarbejdet.

”Ud over de mange tiltag i 2021, kommer vi til at tænke arbejdet videre, så det også indgår i ældrepleje i borgers eget hjem. Vi har et ansvar for at sikre, at omgangstonen er fagligt funderet, respektfuld og i tråd med de overordnede værdier i Jammerbugt Kommune. Jeg ved, at der allerede i dag er stor fokus på kulturen, og der er opmærksomhed på hinanden blandt medarbejderne, og dette skal vi bygge videre på”, siger Ib Nellemann.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER