Forside112Efterforskning af dødsfald

Efterforskning af dødsfald

Efterforskning af dødsfald

Nordjyllands Politi har siden i går, den 14. juli 2025, efterforsket intenst i et mistænkeligt dødsfald, der skete på en adresse i Langholt. Her blev der afgivet skud, og da politiet kom frem til stedet, kunne man konstatere, at en 63-årig mand var afgået ved døden. De pårørende til afdøde er nu blevet underrettet. De nærmere omstændigheder omkring fundet og andre observationer gjorde, at politiet ret hurtigt skred til anholdelse af to personer.

Det oplyser politikommissær ved Nordjyllands Politi, Martin Rolighed.

Meget tyder nu på – ifølge politiets efterforskning, der har pågået hen over aftenen, natten og morgenen – at der ikke er tale om en kriminel handling. Politiets efterforskningsskridt har blandt andet bestået af tekniske og andre undersøgelser på og omkring adressen, personundersøgelser samt forskellige afhøringer. Det har naturligvis medført, at politiet har været meget synlige i lokalområdet i forbindelse med disse undersøgelser.

De to anholdte personer er blevet løsladt igen.

Politiet har stadig nogle undersøgelser foran sig, eksempelvis udfærdigelse af rapportmateriale; så både af hensynet til især de pårørende og selve sagen kan politiet ikke udtale sig yderligere omkring omstændighederne.

”Men jeg kan sige så meget, at vi betragter hændelsen som isoleret – og selvom borgerne i området ikke har noget at være bekymret for, så kan det have været en voldsom oplevelse for vidner, naboer og andre, ” understreger Martin Rolighed.  

Politikredsen henleder derfor opmærksomheden på, at man som borger fx kan rette henvendelse til Offerrådgivningen, der hjælper ofre, vidner og pårørende udsat for kriminalitet eller ulykker. Man kan ringe døgnet rundt på telefon 116 006.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER