Efterårets slutspurt sættes ind mod AC Horsens lørdag

Bo Zinck
Bo Zinck Foto: JammerbugtFC Thomas Jansen
Print Friendly, PDF & Email

15 spillerunder er spillet og 15 point er hentet. Det er status før weekendens besøg fra Horsens. Her venter en hård nød at knække, men som de 15 point afslører, er de blåblusede lykkedes med netop det flere gange denne sæson.

Sidst der var NordicBet Liga kamp i Jammerbugten gik det dog knapt så godt. Her endte det med et 0-5 nederlag til Nykøbing FC. Et ciffer der vel var lige i overkanten af, hvad hjemmeholdets indsats trods alt fortjente. Men det er efterhånden længe siden nu, og Jammerbugt FC rejste sig da også flot i runden efter i Esbjerg.

Når startfløjtet lyder på Sparekassen Danmark Arena lørdag lige over middag, er det imidlertid godt og vel to uger siden Jammerbugt FC hentede et point i Esbjerg. Den har stået på landskampspause i NordicBet Ligaen, hvilket har givet plads til fysisk og mental genopladning. Dog har der været rigeligt med træning på programmet. Men det blev da også til en friweekend, hvor bl.a. svenske Aleksander Nilsson bl.a. havde mulig for at rejse et smut hjem til Sverige i nogle dage.

– Jeg har trænet hårdt stort set hver dag. På banen eller i styrketræningslokalet. Og så har jeg brugt noget tid sammen med min familie, forklarer Alexander Nilsson, der har nydt et gensyn med sine nærmeste, men nu er tilbage i Jammerbugten med fuldt fokus rettet mod weekendens opgør hjemme mod AC Horsens.

Nu gælder det nemlig den første af tre vigtige NordicBet Liga kampe, inden vinterpausen kalder og der bliver tid til et lidt længere ophold i hjemlandet.

Denne weekend er der således ingen rejseaktivitet for de blåblusede. AC Horsens tager turen til Nordjylland, og det er et stærkt og profilfyldt mandskab, som kommer med en storsejr på 6-1 over Fremad Amager i bagagen. De gule gæster ligger inden lørdagens møde på en 5. plads med 24 point. Ni flere end Jammerbugt FC på 9. pladsen.

I det omvendte opgør på Casa Arena tilbage i august måned fik Jammerbugt FC en drømmestart, da Nikolaj Lyngø bragte de blå til en overraskende føring allerede efter fem minutters spil. Som bekendt svarede AC Horsens relativt hurtigt igen med en udligning og midtvejs i 2. halvleg sendte de sejrsmålet i nettet på et straffespark.

Dengang var Alexander Nilsson blandt de startende elleve, og han husker en svær kamp, hvor Jammerbugt FC dog var med til det sidste i et opgør AC Horsens vandt 2-1.

– Det var en svær kamp mod en god modstander, men vi kæmpede til det sidste. Desværre kunne vi ikke få det resultat, vi gerne ville, fortæller den alsidige svenske midtbanespiller, der forventer sig samme historie den kommende weekend, dog med undtagelse af resultatet. Her har ambitiøse Aleksander Nilsson andet i tankerne.

– Egentlig forventer jeg det samme som sidst. Det bliver en svær kamp, hvor de kommer med masser af fart og power. Vi har haft op- og nedture, men jeg synes, at vi er på det rette spor nu. Vi arbejder hårdt til træning hver dag på at forbedre os både individuelt og som hold. Præstationsmæssigt har vi fokus på at spille bedre som et hold for hver kamp, og hvis vi arbejder hårdt, fokuserer på game planen og fastholder koncentrationen, så mener jeg, vi har en god chance hver eneste weekend, siger Aleksander Nilsson og understreger at lørdagens hjemmekamp mod AC Horsens ikke er nogen undtagelse.

Jammerbugt FC tager imod AC Horsens på Sparekassen Danmark Arena lørdag d. 20. november kl. 13.00. Her er der, takket være dagens kampsponsorer, fri entre for alle. Så skynd dig ud og bak drengene op i årets andensidste hjemmekamp. Vi får brug for en stærk 12. mand. Lad os stå skulder ved skulder, når det blå bølge ruller.

Tak for opbakningen til dagens kampsponsorer: Senia Home, Senia Networks og Hummel.