ForsideJammerbugtDrøftelse af seniorfritidspas i Jammerbugt Kommune

Drøftelse af seniorfritidspas i Jammerbugt Kommune

Drøftelse af seniorfritidspas i Jammerbugt Kommune

Drøftelse af mulig etablering af seniorfritidspasordning i Jammerbugt Kommune er på dagsordenen når Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 3. april 2025.

Sagsbeskrivelse
I forbindelse med Folkeoplysningsudvalgets høringssvar til ny tværgående Frivilligpolitik blev en seniorfritidspasordning nævnt som forslag til at aktivere flere ældre i sunde frivillige fællesskaber. Erfaring har vist, at dele af seniormålgruppen kan afholde sig fra deltagelse i kontingentbetalte foreningsfællesskaber af økonomiske årsager. Samtidig ved vi, at kommunens andel af seniorer stiger med årene – og at sunde fællesskaber kan have en forebyggende effekt og forbedre den enkeltes fysiske og mentale sundhed. 

Forvaltningen har undersøgt udbredelsen af seniorfritidspas i andre kommuner og kan pt. kun lokalisere to kommuner som har denne ordning. Dette er Gribskov Kommune og Køge Kommune. Nedenstående forslag til en Jammerbugt-model bygger på elementer fra Køge og Gribskov Kommunes modeller samt erfaringer fra Jammerbugt Kommunes fritidspasordning til børn og unge. 

Forvaltningens forslag til en Jammerbugt-model på seniorfritidspasordning

  • Ansøgningskriterier: Folkepensionist eller førtidspensionist uden anden privat- eller tjenestemandspension. 
  • Beløbsramme pr. seniorfritidspas: 400 kr. årligt.
  • Hvem kan søge: Målgruppen ansøger på vegne af sig selv og evt. mulighed for hjælp i den pågældende forening samt telefonisk vejledning ved Kultur, Fritid og Landdistrikter. 
  • Hvad kan der søges til: Fritidsaktiviteter og holdundervisning i Jammerbugt Kommunes folkeoplysende foreninger og kulturelle foreninger (ekskl. foredrag og ture).
  • Udbetaling: Tilskuddet udbetales direkte til den seniorer der ansøger efter fremsendelse af kvittering.
  • Årlige ramme på 50.000 kr. 
  • Når rammen er opbrugt, lukkes der for ansøgninger.

Øvrige anbefalinger til ordningen

  • Angivelse af pensionsforhold i ansøgningsprocessen sker ved tro- og loveerklæring. Ansøger bedes angive CPR-nummer ved ansøgning samt afgive samtykke til at der kan blive delt oplysninger om ansøgers private pensionsforhold mellem relevante forvaltninger i forbindelse med ansøgningsprocessen. Dette muliggør kontrol af ordningen. 
  • Kontrol af ordningen sker stikprøvevis i samarbejde med Borgerservice (ved borgere der angiver at kun have folkepension) og Social-, Sundhed- og Beskæftigelsesforvaltningen (ved borgere der angiver at kun have førtidspension). 
  • Eventuel restbetaling på kontingentet efter de 400 kr. afklares særskilt mellem forening og seniorfritidspas-modtageren.
  • Det anbefales målgruppen at have deltaget i mindst én prøvetræning/gang inden der ansøges om seniorfritidspas.  

Tidsplan
FOU 20. marts 2025
KFL 3. april 2025

Retsgrundlag: Kommunalfuldmagten.

Budgetmæssige konsekvenser
Det foreslås, at ordningen finansieres med 25.000 kr. af Folkeoplysningsudvalgets ramme fra 2026 og 25.000 kr. af Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalgets ramme. Ingen budgetmæssige konsekvenser i øvrigt.

Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Folkeoplysningsudvalget drøfter forslag om seniorfritidspasordning skal indføres og i givet fald afsætter midler til ordningen.

Beslutning fra Folkeoplysningsudvalg, den 20. marts 2025, punkt 10:
Folkeoplysningsudvalget anbefaler at seniorfritidspasordning indføres. Folkeoplysningsudvalget afsætter 25.000 kr. årligt. Anbefaler at ordningen evalueres årligt sammen med fritidspasordningen.
Afbud: Mette Vestenbæk

Bilag
Notat vedr. seniorfritidspas i andre kommuner

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER