Af Dorthe Godtfredsen Olsen, kandidat til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti i Jammerbugt
Mere prestige i at bygge end at prioritere velfærd!
Løfterne om bedre velfærd mangler ikke, men i valgkampen ser vi en tydelig tendens i den offentlige debat og i politiske løfter, der bliver sat mere prestige i at ville bygge end i at styrke velfærden.
Nye flotte byrum og store anlægsprojekter, energiøer og solcelleparker – symboliserer det fremskridt?
Er det prestige?
Ser vi det som et tegn på, at samfundet er i udvikling? Spørgsmålet er, om vi har glemt, at den egentlige styrke i et samfund ligger i de mennesker, der bor her – ikke i mursten, solceller eller cykelstier!
Kommunen investerer massivt i det der ser godt ud på papiret, og i valgkampen lover de, at de store projekter skaber arbejdspladser, tiltrækker investeringer, turister og signalerer udvikling, men samtidig kæmper skoler med nedslidte lokaler, huller i tagene, ældreplejen med for få hænder, og syge og handicappede bliver slæbt igennem lange og udtømmende sagsbehandlinger.
Mange børn lider under massiv skolevægring, forældre taber arbejdsevne, ja hele familier splintres! De varme hænder og de menneskelige relationer – som udgør selve kernen i velfærden – får sjældent den samme opmærksomhed eller ære – HVORFOR sætter vi ikke en ære i at prioritere velfærden, sådant helt ned i det plan hvor det kan mærkes?
Der er også noget kulturelt i det. Det er nemmere at vise en ny bygning frem end at vise en god pædagogisk indsats eller en værdig ældrepleje.
Mursten kan fotograferes og klippes snore for. Velfærdens kvalitet kan ikke måles i kvadratmeter, men i livskvalitet – og det er sværere at sætte tal på.
Men har vi ikke alle ret til livskvalitet?
Har de varme hænder ikke ret til ordentlige arbejdsvilkår?
Når prestige og politik går hånd i hånd, bliver der derfor ofte prioriteret projekter der kan ses, frem for dem der kan mærkes.
De sidste mange år har Jammerbugt Kommune været styret af prestigen ved at klippe snore, tildele penge til de projekter hvor nogen af beslutningstagerne har haft en post i en bestyrelse eller kender nogen som kender nogen?
Visse ladsejere har haft større indflydelse og måske kunnet springe køen over ved projekter som kan fremme de samme lodsejere!
Dermed bliver udviklingen kun for de få!
Et samfund, der bygger mere end det plejer, risikerer at stå med flotte facader og tomme fællesskaber.
Fællesskaberne i kommunen bygger mere og mere på, at lave protester mod beslutninger der af og til kan virke fordækte!
Måske burde vi spørge os selv:
Hvad vil vi egentlig huskes for?
De bygninger, vi rejser– eller den omsorg, vi giver?
For mange er omsorg og nærvær det eneste der holder en i live! Når vi svigter her – negligerer vi mennesket!
Hvis vi vil denne form for politik til livs, er vi nødt til at stemme anderledes den 18. november!
Vi skal have åbenhed, borgerinddragelse og ordentlighed som førsteprioritet!