Donation sikrer gratis dyrlægehjælp til nødpasningsdyr hos Nordjyllands Internat
Hos Nordjyllands Internat oplever man, at dyr i nødpasning ofte har brug for akut dyrlægehjælp, som deres ejere ikke har råd til at betale. Derfor har nordjyske Melsen Fonden givet en større donation til internatet, som gør det muligt at tilbyde gratis dyrlægebehandling til kæledyr, som kommer fra socialt udsatte familier.
Hos Nordjyllands Internat i Hjallerup har man hvert år op mod 100 dyr i nødpasning for socialt udsatte borgere, der midlertidigt ikke kan tage sig af deres kæledyr – for eksempel ved hospitalsindlæggelser. Mange af disse kæledyr har akut brug for dyrlægehjælp, men kæledyrsejerenes ressourcer er ofte begrænsede, hvilket gør det vanskeligt at sikre den nødvendige behandling.
Nu, takket være en donation på 150.000 kr. fra Melsen Fonden, bliver det muligt at tilbyde gratis dyrelægehjælp til dyrene i nødpasning. Og ifølge internatchef hos Nordjyllands Internat, Karina Fisker, har det afgørende betydning for dyrenes sundhed og trivsel:
– Vi er utroligt taknemmelige for donationen fra Melsen Fonden. Den gør en afgørende forskel for de mange dyr, der hvert år kommer i nødpasning hos os. Nu kan vi sende dem hjem med visheden om, at de har fået den nødvendige dyrlægebehandling, da vi gratis kan varetage behandlingen af dyrene i vores dyrlægeklinik her på internatet, siger Karina Fisker og fortsætter:
– Der er ofte tale om behandlinger som tandrensning, rensning af infektioner, ørebehandlinger og generelle sundhedstjek. Uden den rette behandling kan selv mindre problemer udvikle sig til alvorlige lidelser, der kan forårsage smerte, ubehag og i værste fald kroniske helbredsproblemer. Derfor er disse behandlinger afgørende for, at dyrene har det godt under deres ophold på internatet – samtidig med at de kan vende hjem i en sund og stabil tilstand, når deres ejere er klar til at tage sig af dem igen.
Donationen sker i kølvandet på, at Melsen Fonden tilbage i 2023 besluttede at donere hele 4,4 millioner kroner til etableringen af en ny dyrlægeklinik hos Nordjyllands Internat. Derfor glæder den nordjyske fond sig også over, at de endnu engang har mulighed for at støtte op om dyrevelfærden i Nordjylland:
– Et af vores fire formål er at give økonomisk støtte til forbedring af dyrs vilkår, og derfor falder det os helt naturligt at støtte op om de gode projekter, som Nordjyllands Internat søsætter for at styrke dyrevelfærden i Nordjylland. Med donationen håber vi at gøre en reel forskel for både dyr og de borgere, der har brug for økonomisk hjælp til, at deres kæledyr kan få den nødvendige behandling, lyder det afsluttende fra bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden, Kurt Møller.
Nordjyllands Internat forventer, at donationen vil dække udgifterne til dyrlægebehandling for nødpasningsdyr frem til udgangen af 2025.