Udslippet blev hurtigt opdaget og bremset, og nu bliver den forurenede jord gravet væk.
Da entreprenører i fredags gjorde klar til byggeriet af solcelleparken på Thorup Holme, øst for Frøstrup, skete der et meget beklageligt udslip af diesel fra en mobil tank, der skal forsyne en dieselgenerator. I alt nåede ca.1.400 liter diesel at løbe ud på jorden, inden udslippet blev opdaget og standset.
Folkene på pladsen anmeldte straks udslippet til 112, og kl. 18.30 ankom Nordjyllands Beredskab til stedet for at sikre, at udslippet ikke kunne brede sig til åer og vandløb. Det kan det heldigvis ikke. Olien ligger på et fladt græsareal, hvor den kan graves væk. Situationen var derfor hurtigt under kontrol.
”HOFOR og vores entreprenører afventer nu myndighedernes analyser og instrukser angående oprydningen. Der skal måles præcist på, hvor dybt olien er sunket ned i jorden, så vi er sikre på, at al jorden kan blive fjernet og renset. Det sker i samarbejde med Miljøafdelingen i Jammerbugt Kommune. Vi beklager hændelsen og har taget skridt til at sikre, at lignende hændelser ikke opstår”, siger projektleder Bo Fisker Pedersen, HOFOR.
Solcelleparken kommer i alt til at fylde ca. 28 Ha og vil kunne levere grøn strøm til ca. 9000 husstande, når den er fuldt udbygget i sommeren 2023. Man kan læse mere om solcelleparken på www.hofor.dk/fjerritslev