Bæredygtig mad til en voksende verdensbefolkning er på dagsordenen, når regeringen i dag er vært for fødevaretopmødet, World Food Summit, i Industriens Hus. Ifølge DI arbejder danske fødevarevirksomheder allerede i dag intenst på at udvikle fremtidens bæredygtige fødevarer – og de kan nu være med til at udvikle de plantebaserede fødevarers svar på en Tesla.
Det er nemlig opskriften fra DI Fødevarer på bæredygtig mad til at mætte mundene på en voksende verdensbefolkning i fremtiden.
På World Food Summit mødes fremsynede ledere på tværs af landegrænser for at arbejde i fællesskab mod en mere bæredygtig global fødevareproduktion. Ideen med topmødet er at opnå et sikkert og bæredygtigt fødevaresystem for både befolkningerne og for klimaet gennem et tæt, internationalt samarbejde. H.K.H. Kronprinsen åbner topmødet kl.13.
– Verden står over for en enorm fødevareudfordring. Befolkningstallet vokser støt, og i 2050 vil verdens befolkning være steget fra 7 mia. til over 9 mia. mennesker ifølge FN’s prognoser. Samtidig vokser klodens behov også for bæredygtige løsninger. Hvis vi skal kunne brødføde hele jordens befolkning i 2050, skal der produceres dobbelt så meget mad. Men det skal produceres CO2-neutralt. Det er to enorme udfordringer, som skal forenes, siger branchedirektør Leif Nielsen, DI Fødevarer, som er Dansk Industris branchefællesskab for fødevarevirksomhederne.
Ifølge DI Fødevarer kræver det, at vi er klar til at se de globale værdikæder i fødevareproduktionen på en ny måde.
– Med så store udfordringer forude, er vi nødt til at tænke i innovative løsninger, som kan transformere det globale fødevaresystem. Og her kan dansk fødevareinnovation blive en helt central del af løsningen. Men skal transformationen af den globale fødevareproduktion realiseres, så skal ny teknologi hjælpe verden i mål, og det gælder vel at mærke for animalske såvel som plantebaserede fødevarer, siger Leif Nielsen.
Danske fødevareingredienser har et stort potentiale som byggesten i udviklingen af de mad- og drikkevarer, verden har brug for i fremtiden, mener DI.
– Skal vi eksempelvis lykkes med at gøre den enorme mængde ekstra madproduktion plantebaseret, så kræver det, at hele verden vil spise med. Danmark kan naturligvis ikke brødføde verden, men vi kan udvikle de centrale komponenter, der kan skabe plantebaserede fødevarers svar på en Tesla. Og her kan vi bruge danske ingredienser til at innovere både tekstur og give umami-smag. Med den nyeste forskning og teknologi arbejder en række danske ingrediensvirksomheder eksempelvis med at få protein ud af græs til velsmagende alternativer til kød, siger Leif Nielsen.
Den danske ingrediensbranche er også ekspert i at forvandle spildprodukter til nye muligheder. Biprodukter forvandles til sunde fødevarer, eksisterende fødevarer får nye funktioner og ingredienser tilføjes for at forlænge friskhed og holdbarhed der mindsker madspild.
– Branchen arbejder konstant med den nyeste forskning og teknologi, som kobles sammen med et fokus på ansvarlig og optimal brug af klodens ressourcer. Derfor er dansk fødevareinnovation en helt afgørende brik i arbejdet med at skabe bedre mad til flere mennesker, siger Leif Nielsen.
– Vi er verdensførende på fødevareingredienser, som allerede i dag radikalt kan øge ressourceudnyttelsen af global fødevareproduktion. Det er også afgørende, at den ekstra madproduktion, der skal til den stigende befolkning, primært består i en stigning i produktionen af plantebaserede fødevarer, siger Leif Nielsen.