ForsideJammerbugtDI om ny lukkelov: Stor betydning for små butikker og turismen

DI om ny lukkelov: Stor betydning for små butikker og turismen

DI om ny lukkelov: Stor betydning for små butikker og turismen

Der kommer ekstra liv i vores feriedestinationer, når turisterne bliver mødt af åbne døre og et levende byliv i helligdagene, lyder det fra Dansk Industris turismechef i en pressemeddelelse.

En modernisering af lukkeloven skal styrke Danmarks lokalsamfund gennem mere handelsliv, flere arbejdspladser og en styrkelse af den lokale turisme. Regeringen, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale er enige om en modernisering af lukkeloven, og det vækker begejstring i Dansk Industri.

– Det er meget glædeligt, at regeringen nu vil ændre lukkeloven. Det vil få stor betydning for små butikker og turismen ude i landet, når de handlende ikke længere er tvunget til at holde lukket på helligdage, siger Lars Bertolt Winther, chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser.

– Det har været svært at forstå, at den lokale kunsthåndværker ikke må holde åbent ligesom de store byggemarkeder.  Du kan altså købe haveredskaber i helligdagene, men ikke lokal brugskunst, som nok trækker lige så mange på tur fra sommerhuset.

Butikker i bymidter i byer med under 16.850 indbyggere får mulighed for at holde åbent på lukkedage, og det gøres lettere for alle kommuner at holde butikkerne åbne i forbindelse med arrangementer på lukkedage.

– Tænk, hvor meget ekstra liv der kommer i vores feriedestinationer, når turisterne bliver mødt af åbne døre og et levende byliv i helligdagene. Det er netop dét, der gør hele forskellen, siger Lars Bertolt Winther.

– Det er godt med handling nu. For hver helligdag, der drukner i fastlåste forhandlinger, går de små erhvervsdrivende i Danmarks feriebyer glip af både liv i gaderne og omsætning.

– Vælger man som turist på Møn at tage en tur til Stege kr. himmelfartsdag eller køre fra udlejningssommerhuset på Rømø ind til Ribe for at se, hvad det lokale butiksliv har at byde på pinsedag, så må pengene lige nu blive i turistens lommer fremfor at ende i kasseapparaterne hos de lokale erhvervsdrivende og dermed bidrage til den lokale økonomi. Det dur selvfølgelig ikke, siger DI’s turismechef.

– Når man er et øjeblik væk fra hverdagen, så er det ikke bare et ophold; det er en summende bymidte, lokale ildsjæle bag disken og liv på gågaden. Fra boghandlen i Blokhus til smykkebutikken i Svaneke. Kort sagt, er det alle indtrykkene, øjeblikkene og møderne undervejs, der skaber oplevelsen. Så en ny lukkelov kommer til at gøre en forskel.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER