Det ved vi nu om corona og alvorlige infektioner – førende eksperter samler viden i Aalborg

Hans Linde Nielsen fra klinisk mikrobiologisk afdeling, Aalborg Universitetshospital Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland
Print Friendly, PDF & Email


Nordiske eksperter i infektionsmedicin og klinisk mikrobiologi mødes til konference i Aalborg og deler viden om infektioner, antibiotika og resistens. Men den faglige prestige bliver ikke kun udmålt i konferencelokalerne. Den kommer også i spil på et underlag af græs.

Behandling forbedres hele tiden

Førende danske og nordiske eksperter i infektionsmedicin og klinisk mikrobiologi mødes i starten af september til en 4-dages konference i Aalborg.

Blandt andet kommer Covid-19 – coronavirus – til at fylde en hel del af programmet, og det er helt naturligt set i lyset af, at virus siden 2020 har haft en enorm påvirkning på hele verden.

– Vi er naturligvis stolte af at kunne trække så mange eksperter til Aalborg. Når det gælder Covid-19 er der blandt andet indlæg om sekventering af virus og behandling af patienter med Covid-19 ved førende danske forskere. Derudover er der også spændende oplæg om infusion af antibiotika, resistensbestemmelse, behandling af forskellige alvorlige infektioner – herunder endokarditis (betændelse i hjertet), tuberkulose og bløddelsinfektioner, siger forskningsansvarlig overlæge Hans Linde Nielsen fra klinisk mikrobiologisk afdeling, Aalborg Universitetshospital.

Hans Linde Nielsen har siddet i bestyrelsen for Nordic Society of Clinical Microbiology and Infectious Diseases siden 2019, og en del af motivationen har været at få den årlige kongres til Aalborg. Det har krævet et stort forarbejde, og Hans Linde Nielsen er glad for, at det er lykkedes. Det var ikke sket uden stor hjælp fra en række kolleger på Aalborg Universitetshospital.

– Både diagnostik og behandling af infektionssygdomme forbedres hele tiden på baggrund af den nyeste forskning, og Covid-19 er et rigtig godt eksempel herpå. Vi er dog slet ikke i mål, for vi kan altid blive bedre og hurtigere i forhold til rationel diagnostik, forebyggelse og behandling. Det er derfor fantastisk, at så mange fagpersoner fra de nordiske lande vil benytte lejligheden til at dele deres forskning på konferencen, siger Hans Linde Nielsen.

Også når det drejer sig om infektion i centralnervesystemet er Aalborg Universitetshospital helt med fremme, og overlæge Jacob Bodilsen fra infektionsmedicinsk afdeling vil holde foredrag om hjerneabsces, som er den medicinske betegnelse for en byld i hjernen. Jacob står i samarbejde med professor Henrik Nielsen blandt andet i spidsen for et stort internationalt forskningssamarbejde, der i øjeblikket undersøger, om patienter kan undgå 6-8 ugers hospitalsindlæggelse ved at overgå til tabletbehandling efter blot 2 ugers behandling med intravenøs antibiotika.

Specialer i evig rivalisering

Konferencen holdes i dagene 1.-4. september i Aalborg Kongres & Kultur Center og udover de nordiske eksperter får kongressen også besøg af internationale eksperter fra Tyskland, Holland, Frankrig og USA.

Selv om det faglige indhold er i fokus, er der også tænkt i det sociale. For eksempel er der indlagt en fodboldkamp, hvor et hold af kliniske mikrobiologer spiller imod et hold af infektionsmedicinere. Og der er grund til at forvente hård fight på græsset.

– Det er jo ingen hemmelighed, at vores to fag igennem årene har kæmpet om førertrøjen inden for fælles faglige emner, så nu skal slaget også slås på fodboldbanen. Det ser jeg frem til. Selvfølgelig er det en dyst i al venskabelighed, hvor der forhåbentlig ikke bliver brug for lægehjælp, men ikke mindst æren står på spil. Jeg håber, at det kan være en god og anderledes måde til at lære sine kolleger nærmere at kende, tilføjer Hans Linde Nielsen, som selv indtager en plads som central forsvarsspiller for de kliniske mikrobiologer. Jacob Bodilsen indtager pladsen som midtbanespiller på infektionsmedicinernes hold.