Det er ikke kun mennesker, som lider af pollenallergi – pas på din hund

Foto: AniCura
Print Friendly, PDF & Email

Det er ikke kun mennesker, som lider af pollenallergi – pas på din hund

Astma-Allergi Danmark har netop udsendt de første pollental, og ifølge prognoserne kan pollen allerede nu resultere i ubehag som løbende næser og irriterede øjne hos allergiske danskere. Men det er ikke kun mennesker, som lider af pollenallergi – det samme gør sig gældende for hunde, der også kan være utrolig generede af pollen hen over foråret og sommeren, lyder det fra chefdyrlæge.

Foråret har meldt sin ankomst, og allerede nu har Astma-Allergi Danmark udsendt de første pollental for elletræer og hasselbuske. Sæsonen for løbende næser, kløende øjne og hud er derfor begyndt for de mange danskere, som hvert år plages af pollenallergi. Men det er ikke kun mennesker, som mærker de stigende pollental – det samme gør sig gældende for allergiske hunde, lyder det fra AniCura, der er en af Danmarks største grupper af dyrehospitaler:

– I det tidlige forår som vi befinder os i lige nu, øges den samlede mængde af allergifremkaldende stoffer. Det skyldes blandt andet, at pollentallene begynder at stige samtidig med, at hunde i højere grad eksponeres for disse, da de befinder sig mere udenfor end i vinterhalvåret. Helt konkret sker der det, at hundens immunforsvar går ind og overreagerer, når det kommer i kontakt med noget, der i princippet er ufarligt som eksempelvis pollen, siger chefdyrlæge hos AniCura Danmark Hanne Friis.

Hos mennesker vil symptomerne på pollenallergi ofte ligne en forkølelse, men hos hunde viser symptomerne sig noget anderledes, og det kan ifølge Hanne Friis ofte få hundeejere til at fejltolke disse:

– Generende kløe og problemer med øregangs- eller hudbetændelse er de typiske symptomer for pollenallergi hos hunde. Det kan blandt andet komme til udtryk ved, at hunden kløer sig i hovedet, armhulerne eller lysken – nogle gange så voldsomt, at pelsen kan blive kradset helt af. Derudover oplever vi, at tilbagevendende problemer med øregangsbetændelse ofte viser sig at skyldes allergi, hvilket en blodprøve hurtigt kan give svar på.

Hvis din hund lider af pollenallergi

I tilfælde af at din hund er ramt af pollenallergi, handler det om at finde et niveau, hvor symptomerne bliver holdt mest muligt nede. I den forbindelse er der ifølge Hanne Friis flere forholdsregler, som hundeejere bør følge:

–  Det er en god idé, hvis man sørger for at holde ørene så rene som mulig, så der for eksempel ikke danner sig ørevoks, som kan resultere i øregangsbetændelse. I den forbindelse skal hundeejere være meget opmærksomme på, at det kræver et ørerensemiddel til hunde, da det kan være farligt at rense hundes øre med en vatpind. Derudover kan det være en fordel at lufte sin hund tidlig morgen og sent aften, hvor der er mindre pollen i luften – ligesom man bør sørge for at tørre poterne efter en gåtur, siger Hanne Friis og fortsætter:

– Nogle hunde er meget voldsomt påvirket af pollenallergi, og her kan det være svært at holde symptomerne nede på et tåleligt niveau. Derfor er vores klare anbefaling, at man tager en snak med sin egen dyrlæge i forhold til, hvad det er, hunden reagerer på, samt hvilken behandlingsmulighed der er den rette for den enkelte hund, hvilket ofte kan være meget individuelt.

Forskellige typer allergi blandt hunde:

  1. Fødevareallergi: Hunden kan have en allergisk reaktion på en bestemt fødevareingrediens eller hundefoder.
  2. Miljømæssig allergi: Hunden kan have allergiske reaktioner på forskellige miljømæssige faktorer såsom pollen, støv, skimmelsvamp, græs, træer, og støvmider.
  3. Loppeallergi: Hunde kan også udvikle en allergisk reaktion på loppebid, som kan føre til kløe, irritation og hudinfektioner.
  4. Kontaktsensitivitet: Nogle hunde kan have en allergisk reaktion på visse kemikalier eller materialer, de kommer i kontakt med.

LÆS OGSÅ: Pas på: 74-årig udsat for bedrageri