Destination Blokhus sadler om: Påskefestival erstattes af Staycation

Blokhus byder på aktiviteter for hele familien i uge 42
Print Friendly, PDF & Email

Vi skal alle passe på hinanden i disse tider, derfor har Erhvervsforeningen Destination Blokhus valgt at sadle om og tænke nyt. 

Det store program for Blokhus Påskefestival, som ellers lå klar til tryk da Corona virussen, COVID-19 ramte Danmark, bliver i år erstattet af et Staycation-Blokhus program som afvikles i perioden 4. april – 13. april 2020. 


Staycation Blokhus
Staycation er en sammentrækning af ordet stay, at blive, og vacation, ferie. Staycation betyder at man holder ferie i hjemlige trygge rammer, hvad enten det er i feriehuset eller i eget hjem.

Erhvervsforeningen Destination Blokhus har udarbejdet et afkrydsningsskema med hele 35 sjove bud på Staycation-aktiviteter i Blokhus, med højt til himlen og plads til de nære relationer.

Det vil være muligt at få fat i et afkrydsningsskema og så er det bare at se, hvor mange aktiviteter man kan få krydset af mens der holdes ferie i Blokhus. 

”Vi har alle et socialt ansvar, og derfor har vi valgt at sadle om. Vi har igennem mange år samlet folk til vores populære Påskefestival. I år gør vi det modsatte, vi vil gerne opfordre folk til at holde påske sammen, hver for sig. Heldigvis er det ikke svært her i Blokhus, hvor der her er højt til himlen, stranden er lang og bred og skoven fyldt med naturoplevelser.”

“Vi har i år valgt at opfordre til Staycation, hvor vi hjælper med inspiration til super sjove ferieoplevelser, selvom omstændighederne er lidt anderledes, end de plejer” udtaler Berit Bøjstrup, formand ved Erhvervsforeningen Destination Blokhus, i en pressemeddelelse. 


Læs mere om nogle af Staycation-aktiviteterne herunder:

Æggejagt med et tvist & TikTok Challenge
Mange har tradition for at deltage i ”Den store Æggejagt” når de besøger Blokhus i påsken. Det vil der stadigvæk være rig mulighed for i år, dog vil der være et lille tvist i henhold til tidligere. Som altid gemmes 100 nummererede pastel-æg i Blokhus, Hune, Gatewayen og på Blokhus Strand. Alle æg placeres udendørs og er tilgængelige på alle døgnets timer. Tvistet er at man selv skal ombytte sit pastel-æg til en gevinst i skattekisten på Blokhus Torv. Koden til skattekisten finder man indeni et af de gemte æg. 

Udover ”Den Store Æggejagt”, vil det også være muligt at vinde fede præmier i ”Blokhus TikTok challenge”. Her gælder det om at lave en TikTok video, som indeholder nogle kendte steder i Blokhus. Videoen skal være uploadet inden påsken er ovre og vinderen kåres mandag den 20. april. 

YouTube-kanal StaycationBlokhus med stjernegæster
Som noget nyt i år har Erhvervsforeningen Destination Blokhus, valgt at oprette en YouTube kanal, hvorpå gæsterne kan gå ind og få inspiration til aktiviteter i påskeferien. Sara Græsborg fra ”Den Store Bagedyst” vil blandt andet ligge nogle bagevideoer op, som viser hvordan du nemt kan lave påskekager i mørdej og flødeboller som ligner kaniner. Derudover vil der være videoer af fysikeksperimenter, træningsvideoer og lege i haven, som alle er aktiviteter man kan lave derhjemme eller i sommerhuset. 

Gæsterne opfordres til at sende deres bud på en sjov Staycation-aktivitet til visit@jammerbugt.dk, som vil blive lagt op på kanalen efterfølgende. 

Blokhus Drive-In Dinner – Fællesspisning sammen hver for sig
Selvom det i denne tid handler om at holde afstand, kan vi stadigvæk godt være sammen, bare på en anden måde. Den 11. april kl 18.30 – 20.30 inviterer Erhvervsforeningen til Drive-In Dinner på Blokhus Strand. Her opfordres alle til at bestille mad fra deres yndlingsspisested i Blokhus eller omegn og spise det i deres bil nede på stranden (til Venstre for nedkørslen). Hvis vejret ligger op til det, kan maden evt. spises fra bagagerummet med bagklappen åben akkompagneret af den smukke solnedgang over Vesterhavet. 

Lærerige konkurrencer som bringer familien tættere sammen
Der er intet der rusker op i den lidt rutinepræget hverdag, som en god familiekonkurrence. Dem er der også et par bud på i programmet. Blandt andet konkurrencen om, hvilket familiemedlem der har det hurtigste dyr. Her gælder det om at finde det hurtigste dyr ude i haven, skoven eller klitterne. Eller hvad med skovbingo? Her gælder det om hurtigst at få pladen/rækken fuld, ved at finde forskellige ting i naturen. 

Udendørs aktiviteter med højt til himlen
Blokhus er et sted med højt til himlen og med stranden som omdrejningspunkt – der er rig mulighed for at lave ting udendørs når man er på Staycation i området. Blokhus Gateway er en ægte naturperle, med aktivitetsmuligheder for hele familien. Prøv eksempelvis den udfordrende, men sjove MTB-rute, sus afsted på den super seje svævebane på naturlegepladsen eller hvad med at lave snobrød eller bage din egen pizza? 

Stranden byder også op til et hav af aktiviteter. Her kan du bygge flotte sandslotte, søge efter rav med UV-lygte, afprøve din hjemmebyggede drage eller hvad med at finde elementer til at lave dit eget genbrugskunstværk? Vær med i Instagram-konkurrencen hvor du kan vinder fede præmier. Alt du skal gøre er at uploade et billede af dit genbrugskunstværk med ting du har fundet på stranden. 

Ved Kettrup Bjerge finder du Jammerbugtens måske smukkeste udsigt. Kravl op på toppen af bunkeren og nyd panoramaudsigten over Vesterhavet. I Hune kan du besøge den smukke landsbykirke, hvor der står en ægte runesten og bag kirken kan I afprøve jeres hjemmelavede papirsbåde på de to smukke søer. 

Indendørs aktiviteter i sommerhuset
Hvis vejret ikke arter sig, er der også mange spændende bud i programmet på, hvad man kan lave indenfor i feriehuset. Pust jeres egne påskeæg og dekorer dem smukt, klip et fantasifuldt gækkebrev og en klassiker som gemmeleg, bliver man aldrig for gammel til. I programmet for Staycation er der også opskrifter på hvordan man kan lave lækker hjemmelavet is, og på hvordan man laver en sjov karsemand. En af de lidt anderledes idéer, er ”Børnenes Dag” – her får børnene lov til at bestemme stort set alt i en hel dag – alt fra måltider, aktiviteter til hvilket tøj familien skal have på. Det kan kun være en dag med masser af latter og hygge. 

Udover alle de nævnte aktiviteter vil der være bud på aktiviteter som stjernekiggeri, tage på geocaching- eller pokemon jagt, se solnedgangen fra klitterne, familietræning og meget meget mere.