Der er mange gode grunde til at samarbejde med pårørende i ældreplejen

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Der er mange gode grunde til at samarbejde med pårørende i ældreplejen

Et godt pårørendesamarbejde i ældreplejen giver trivsel, bedre pleje, færre konflikter og bedre arbejdsmiljø. Det er budskabet i en ny kampagne, som bygger på 3 års arbejde med at udvikle materialer om samarbejdet med pårørende.


”Pårørendesamarbejdet er rigtig vigtigt i dag og har en stor betydning, når det fungerer – og når det ikke gør. Derfor er der brug for, at alle, der arbejder med ældreområdet, har faglig kompetence til at inddrage og er opmærksom på de pårørende som medspillere i samarbejdet om borgeren,” siger sektionsleder Helle Stentoft Dalum.

Et godt samarbejde med pårørende har en positiv effekt på både pårørende, borgeren og medarbejderne. Derfor lancerer Sundhedsstyrelsen i dag en kampagne, der skal sætte fokus på betydningen af at arbejde målrettet med at skabe det gode pårørendesamarbejde i ældreplejen.

Sundhedsstyrelsen har de seneste tre år arbejdet med pårørendesamarbejde i ældreplejen som fokusområde og har i den forbindelse udviklet en lang række materialer på området, som henvender sig til chefer, ledere, udviklingskonsulenter og medarbejdere i ældreplejen.

Formålet med materialerne og kampagnen er at sætte fokus på de mange gode grunde til at styrke samarbejdet, og hvordan det kan gøres i praksis.

Pårørendesamarbejde kræver strategisk og ledelsesmæssig fokus

Et af hovedbudskaberne fra Sundhedsstyrelsen er, at plejen bliver endnu bedre, hvis medarbejderne arbejder fagligt og systematisk med at skabe et godt pårørendesamarbejde, der inddrager de pårørendes viden og erfaringer om borgeren.

”Hvad enten du er medarbejder eller leder i ældreplejen, er det din faglige opgave at skabe en god relation til pårørende. I vores optik er pårørendesamarbejdet ikke noget, som du bare kan forholde dig til, når du har tid til det. Eller som handler om, at der skal være en god kemi mellem medarbejderen og de pårørende. Når du tager imod en borger på plejehjem eller kommer i borgerens hjem, træder du ind i et levet liv med relationer og netværk og ind til et møde med pårørende, som vil det allerbedste for deres nærtstående, og det skal man også være opmærksom på i det fælles samarbejde,” siger sektionsleder Helle Stentoft Dalum. 

Når Sundhedsstyrelsen kommer ud på plejehjem eller i hjemmeplejeenheder med demens- eller værdighedsrejsehold er pårørendesamarbejdet et af de emner, der tit bliver nævnt som noget, der kan være svært.

”Vores erfaring er, at når samarbejdet fungerer, er det både en støtte til de pårørendes trivsel, og samtidig giver det også et bedre arbejdsmiljø for de ansatte. Men det kræver, at man som ledelse bakker op, og konkret giver medarbejdere et stærkt fagligt ståsted til samarbejdet med de pårørende. Det er det, som vores materialer kan hjælpe med og give inspiration til,” siger Helle Stentoft Dalum.

5 pejlemærker for et godt pårørendesamarbejde

  • Gør samarbejdet til en faglig opgave
  • Skab tillid
  • Husk forventningsafstemning
  • Forstå de pårørendes perspektiv
  • Start tidligt