ForsideAndetDen skattefrie grænse for julegaver fra chefen er blevet forhøjet

Den skattefrie grænse for julegaver fra chefen er blevet forhøjet

Du kan muligvis se frem til en dyrere julegave fra arbejdspladsen i år, fordi den skattefrie grænse for, hvornår du skal betale skat af gaven er blevet forhøjet med 100 kr. Julegaven kan nu have en værdi på 900 kr., uden at du bliver beskattet af den.

Arbejdsgiverne har i år en ekstra mulighed for at forkæle deres medarbejdere, da den skattefrie grænse for julegaver er blevet forhøjet fra 800 til 900 kr. Det er muligt at modtage en julegave til en værdi af 1.200 kr. uden at betale skat, men det afhænger dog af, om medarbejderen har modtaget andre personalegoder i løbet af året. 


Virksomhederne har mulighed for at give medarbejderne en lidt større julegave end tidligere på grund af den forhøjede skattegrænse. Hvis julegaven har en værdi på 900 kr., vil den altid være skattefri, men hvis gaven har en værdi på mellem 900 og 1.200 kr., afhænger skattefriheden af, om medarbejderen har fået andre goder i løbet af året. Hvis julegavens værdi overstiger 1.200 kr., vil beløbet altid være skattepligtigt,” siger Per Ørtoft Jensen, partner og skatteekspert i PwC.

Hvis man som medarbejder får flere personalegoder og ikke bare ét gode til en samlet værdi, der overstiger bagatelgrænse på 1.200 kr. på årsbasis, vil beløbet blive beskattet som personlig B-indkomst uden AM-bidrag, og det er samtidig medarbejderen selv, som har pligt til at skrive det på sin årsopgørelse. 

Det er en god idé og min anbefaling er at sørge for, at julegavens værdi ikke overstiger grænsen på 900 kr., fordi så undgår man tvivlsspørgsmål, og man behøver samtidig ikke tage højde for, om medarbejderen har fået andre personalegoder i løbet af året, så bagatelgrænsen på de 1.200 kr. overstiges,” siger Per Ørtoft Jensen.

Julegavens værdi
Hvis man som gavemodtager tænker, at den julegave, man har modtaget, overstiger beløbsgrænsen, er det vigtigt at forholde sig til, at det nødvendigvis ikke er detail- eller onlineprisen på produktet, der gør sig gældende. Det er derimod den anskaffelsesværdi, som arbejdsgiveren har forhandlet julegaven hjem til.  

Som udgangspunkt gælder markedsværdien, når man skal værdiansætte en julegave, men i praksis er det arbejdsgiverens aktuelle indkøbspris, der fungerer som den skattepligtige værdi. Det betyder, at selvom varen reelt set har en markedsværdi, der overstiger 900 kr., har arbejdsgiveren alligevel mulighed for at give produktet som en skattefri julegave, fordi gaven er forhandlet hjem til en pris, som ikke overstiger 900 kr.,” fortæller Per Ørtoft Jensen.

Hvis man i løbet af året har modtaget en lejlighedsgave i forbindelse med private mærkedage såsom fødselsdag, barnedåb, konfirmation, bryllup og lignende, tæller denne ikke med i den samlede bagatelgrænse på de 1.200 kr.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER