DEBAT: Velkommen til Jammerbugtens børnehave: ”Jamen vi vil haaaaa”

Johnny Solberg (C) - Medlem af kommunalbestyrelsen Jammerbugt Kommune.
Print Friendly, PDF & Email

DEBAT: Velkommen til Jammerbugtens børnehave: ”Jamen vi vil haaaaa”

AF Johnny Solberg (C) Sønder Skoveng 14, 9460 Brovst. Medlem af kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune. Medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Det lyder som teksten fra en dårlig børnebog, men ikke desto mindre var det, hvad der skete, da Venstre skulle tilbageerobre formandsposten i Teknik- og Miljøudvalget (TMU).

I TMU har vi siden 2021 opbygget et solidt samarbejde – ikke kun blandt de menige medlemmer, men også sammen med et formandskab, der har ageret reelt og ordentligt. Vi er ikke altid enige om de politiske synspunkter, men har i de fleste tilfælde formået at finde et godt kompromis, der tilgodeser flest mulige borgere. Sådan noget sker kun, når der er respekt for demokratiet, respekt for kompetencer og ikke mindst respekt for de personer, der varetager de udvalgte poster.

Desværre er kompetence og fornuft ikke ord, der trænger sig på i overflod, når man betragter den næsten absurde skueplads, der overraskende har dannet rammen om et pludseligt formandsskifte i TMU. Efter Michael Krogsgaard, som den næste politiker i rækken, fik nok af Venstre og blev løsgænger, kunne man pludselig høre ordene: ”Formandsposten i TMU er Venstres – det har vi selv aftalt med Socialdemokratiet i konstitueringsaftalen”.

Nu er lovgivningen jo sådan, at det er udvalget selv, der bestemmer, hvem der skal være formand – ikke en politisk gruppe, der konstant forsøger at bibeholde magt i stedet for at lave politik. Men ikke desto mindre var ordene: ”Formandsposten er Venstres, for det står i konstitueringsaftalen, og den vil vi have tilbage”. Og pludselig nok – stemte Socialdemokratiet med Venstre, og så skulle der vælges en ny formand for TMU. Konservative stemte imod beslutningen, sammen med Michael Krogsgaard.

Fred være med Venstres febervildelser, men filmen om det slunkne demokrati i Jammerbugten blev i den grad overskygget af Socialdemokraternes pludselige ønske om en ny formand i TMU. Det havde jo kørt fint i TMU fra starten af og frem til nu… så hvorfor skulle Socialdemokraterne pludselig følge med Venstre?

Jo – for hvis Socialdemokratiet ikke stemte for en ny formand i TMU og stemte for den kandidat, som Venstre ville pege på – ja, så kunne næste skridt jo være at udskifte flere personer fra Socialdemokratiet fra deres formandsposter i de andre udvalg. Venstre har jo flertallet… endnu. Det ville koste enkelte personer fra Socialdemokratiet penge… mange penge… Og således kunne man opleve Socialdemokratiets sidste rest af integritet forsvinde ud i ingenmandsland sammen med drømmen om en socialdemokratisk borgmesterpost.

Hvis vi skal have en kommune med en sund politisk gennemslagskraft og respekt for demokratiet, trænger vi til en ny politisk retning og en grundig udluftning i Jammerbugtens politiske processer. Det Konservative Folkeparti kæmper for, at politiske beslutninger træffes med respekt for lovgivning og demokrati – beslutninger skal ikke træffes på baggrund af et hungrende ønske om at bibeholde magt. Vi tror på, at ægte politisk lederskab handler om at tjene borgerne bedst muligt gennem gennemsigtighed, kompetence og samarbejde. Det er nemlig ordentlighed.

2 KOMMENTARER

  1. Hvor har du ret Johnny
    Sørgeligt med socialdemokraterne som hele tiden snakker indflydelse men som udelukkende er dinglende lammehalet til Venstre
    Venstre gider jeg slet ikke kommentere der var som jeg forventede MAGT
    Sygt demokrati

  2. Er socaldemokraterne gået ind i politik
    For at tjene penge, Eller for indflydelse, ❓️❓️❓️
    Ja jeg spurgte jo bare,

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn