ForsideFjerritslevDEBAT: Naturfredning eller naturødelæggelse? 120 års lokal kulturhistorie trues af tvangsfældning i...

DEBAT: Naturfredning eller naturødelæggelse? 120 års lokal kulturhistorie trues af tvangsfældning i Klim Klitplantage

Af Niels Kjelstrup, 3. generations lodsejer i Klim Klitplantage

Naturfredning eller naturødelæggelse? 120 års lokal kulturhistorie trues af tvangsfældning i Klim Klitplantage

I over et århundrede har Klim Klitplantage stået som et levende bevis på lokalt sammenhold mod sandflugtens hærgen. Skoven blev plantet af husmænd og lokale bønder. Men nu trues plantagen af en uventet fare: Danmarks Naturfredningsforening (DN) vil med statslig tvang rydde fredskoven for at genskabe et goldt landskab.

Langs hele den jyske vestkyst var det oftest staten, der opkøbte jord og etablerede skove for at bremse den altødelæggende sandflugt. Men i Klim tog egnens folk sagen i egen hånd. I 1902 stiftede husmænd og lokale bønder I/S Klim Klitplantage og påbegyndte en massiv beplantning for egne, sparsomme midler i en desperat kamp for overlevelse.

Det er dette enorme, folkelige livsværk, som 77 af de nuværende private lodsejere nu kæmper for at bevare.

Danmarks Naturfredningsforening har nemlig fremsat et indgribende fredningsforslag, der dækker knap 1.400 hektar under overskriften “Fredning af Parabelklitter ved Klim og Fjerritslev”. Foreningens erklærede mål er at genskabe lysåben klithede og synliggøre de såkaldte parabelklitter. I forslaget står der direkte, at fredningen skal give mulighed for, at fredskovspligtige arealer “renafdrives og overgår til lysåben natur”.

Klitterne er allerede fredet 
For os lodsejere klinger DN’s argumenter hult. En parabelklit er nemlig ikke en biologisk naturtype, men en geologisk landskabsform, og disse klitter er i forvejen massivt beskyttet af lovgivningen om klitfredning og sandflugtslovgivning.

At rydde den skov, som egnens husmænd og lokale bønder brugte årtier på at opbygge som et historisk værn mod sandet, fremstår for os som en direkte ødelæggelse af plantagens unikke kulturhistoriske værdi. Samtidig frygter vi, at en massiv fældning af træerne vil genstarte sandflugten.

Skrivebordsfejl som juridisk våben 
For at kunne gennemtvinge en fældning af lovpligtig fredskov benytter DN sig af en undtagelse i skovloven. Dette kræver dog, at der befinder sig beskyttet natur (§ 3-hede) under træerne.

DN bygger deres sag på gamle, vejledende skrivebordsregistreringer. Men allerede i 2015 slog Jammerbugt Kommune fast i en konkret afgørelse for en af skovens matrikler, at den vejledende registrering af hede var forkert. Kommunen slettede registreringen med den klare begrundelse, at “sluttede plantede plantager og højstammet skov med hede-undervegetation ikke henregnes som værende omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 som beskyttet hede”.

Når heden beviseligt ikke eksisterer i en lukket plantage, falder DN’s lovmæssige hjemmel til at kræve vores skov fældet til jorden.

Natur og vildt i topklasse 
DN tegner et billede af et område, der skal ryddes for at redde naturen. Men Klim Klitplantage har i dag udviklet sig til en varieret skov med utrolig høj biodiversitet. DN’s egne kort viser faktisk, at skovarealerne herude har en naturværdi (HNV-score) på helt op til 12, hvilket er bemærkelsesværdigt højt.

Samtidig udgør skoven livsvigtig dækning for områdets store bestande af dåvildt og kronvildt. Rydder man skoven, forsvinder vildtet – og dermed fjerner man ironisk nok også det vigtige græsningstryk, som netop bidrager til en sund og varieret natur.

Tvang frem for lokalt samarbejde 
Det mest frustrerende er dog DN’s totale afvisning af dialog. Vi lodsejere har gentagne gange tilbudt at indgå langsigtede, frivillige plejeaftaler. Jammerbugt Kommune støtter vores tilgang fuldt ud. En enig kommunalbestyrelse har blankt nægtet at være medforslagsstiller på fredningen, netop fordi kommunen ønsker at løse opgaven gennem frivillige aftaler frem for diktat udefra.

Alligevel insisterer DN på at bruge tvang. Vi mistænker stærkt, at fredningen er et redskab til at skabe en stor træløs korridor, der skal binde statens store naturområder i Tranum og Vester Thorup sammen i et enormt sammenhængende naturprojekt.

Klim Klitplantage er ikke bare træer. Det er over 120 års ukuelig lokal vilje, skabt af husmænd og lokale bønder. Spørgsmålet er nu, om vi skal lade fjerne, skrivebordstegnede fredningsforslag fælde det for bestandigt.

1 KOMMENTAR

  1. Hej..

    Der arbejder desværre nogle mennesker i Jammerbugt kommunes top som ikke sætter pris vores fugle dyr og natur og tager nogle vanvittige beslutninger og det bære naturen i kommunen præg af i øjeblikket.

    Mvh.. Bendt Petersen

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER