ForsideAabybroMichael Krogsgaard: Byudvikling i Aabybro

Michael Krogsgaard: Byudvikling i Aabybro

Af Michael Krogsgaard (C), Thomasmindeparken 35, 9440 Aabybro
Kommunalbestyrelsesmedlem i Jammerbugt Kommune for Det Konservative Folkeparti

Byudvikling i Aabybro

Jammerbugt Kommune har i øjeblikket Kommuneplan 2025 i høring. Kommuneplanen udlægger rammerne for de kommende års planlægning i hele kommunen og er derfor både vigtig og relevant for borgerne.

I Aabybro by udlægges der i Kommuneplan 2025 et område ved Jens Møllers Vej til boligformål med mulighed for byggeri i op til 5 etager. Området består i dag af parcelhuse. Jammerbugt Kommune ejer et af husene i området, hvor Ungehuset har sine aktiviteter.

På kommunalbestyrelsesmødet i juni anbefalede jeg, at området ved Jens Møllers Vej i stedet udlægges til offentligt formål, som fx kan omfatte ungdomshus, medborgerhus, sportsfaciliteter og lignende. Området er oplagt til dette formål på grund af sin centrale placering i byen, tæt på kollektiv trafik, skole, hal, banesti m.v.

Jeg indsender derfor høringssvar med forslag om ændring af Kommuneplan 2025 for området ved Jens Møllers Vej, med baggrund i følgende:

  • I de kommende år vil der være behov for udbygning af faciliteter til unge, ældre, kultur, sport m.m. i Aabybro. Området ved Jens Møllers Vej er oplagt hertil.
  • Der er allerede mulighed for etagebyggeri i og omkring Aabybro Centeret. Her er lokalplangrundlaget på plads, så eventuelle investorer har mulighed for at komme i gang.
  • Etagebyggeri bør samles i og omkring Aabybro Centeret, hvor det allerede er i gang. Det skal på nuværende tidspunkt ikke spredes til flere områder i byen.
  • Det skal prioriteres at skabe sammenhæng i midtbyen mellem Aabybro Centret og området ved DGI Huset samt skolen. Derfor skal der p.t. ikke udlægges yderligere områder til etagebyggeri.

Aabybro er en by i udvikling – det er godt for hele Jammerbugt Kommune, fordi det medvirker til at tiltrække nye indbyggere, hvilket er afgørende for at sikre vækst og velfærd i kommunen. Indbyggertallet i Aabybro er steget med over 1.000 de seneste 10 år og udgør i dag omkring 7.000 indbyggere.

Den seneste masterplan for Aabybro er fra 2012. Denne plan er efterfølgende blevet suppleret med en midtbyplan fra 2019. Masterplanen sætter vision og retning for byens udvikling – og der er behov for en opdatering af planerne.

Jeg vil arbejde for, at den nye kommunalbestyrelse i 2026 igangsætter en proces for opdatering og fornyelse af masterplanen for Aabybro – en proces med borgerinddragelse og fokus på den fremtidige udvikling af infrastruktur, boligområder, erhvervsområder, rekreative områder, fritidsfaciliteter m.v.

Kommuneplan 2025 er i høring til og med den 24. september 2025. Alle har mulighed for at indsende høringssvar via Jammerbugt Kommunes høringsportal.

1 KOMMENTAR

  1. Det er sku fornuftigt at høre Michael – børnene er vores fremtid og kan kun følge dig i, vi burde de områder til flere tilbud og faciliteter til børn og unge.
    👍 herfra.
    Mvh Daniel Ravn

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER