ForsideBlokhusDebat om badehuse på økonomiudvalgsmødet 15.09

Debat om badehuse på økonomiudvalgsmødet 15.09


På Økonomiudvalgets møde den 18. august 2014 drøftede udvalget i pkt. 123 kriterier for aftale om opstilling af badehuse.

Jammerbugt Kommune har fra Naturstyrelsen fået en dispensation til opstilling af badehuse. Den nuværende dispensation, der blev udstedt den 28. marts 2014, er gældende frem til udgangen af 2024. I modsætning til tidligere var dispensationen ikke ledsaget af en aftale mellem Naturstyrelsen og Blokhus Turistbureau om retningslinjer for meddelelse af badehustilladelser. Det blev således overladt til Blokhus Turistbureau at fastsætte disse objektive retningslinjer.

I forbindelse med dette havde Jammerbugt Kommune modtaget et ønske fra standhusejerne om, at retningslinjerne blev fastsat således, at tilladelsen skulle kunne overdrages til ægtefælle/samlever/familie i lige linje og til søskende i tilfælde af dødsfald. Der blev i denne forbindelse henvist til administrationsgrundlag vedrørende Bade- og strandhuse på Løkken Strand. I de retningslinjer, der tidligere var fastsat af Naturstyrelsen vedrørende Blokhus, var der ikke mulighed for overdragelse af tilladelsen, dog kunne længstlevende ægtefælle overtage en tilladelse.

På tidspunktet for behandlingen af sagen stod der knap 300 personer på venteliste til tilladelse til opstilling af et badehus på Blokhus Strand. Gennemsnitligt var der en ledig strandret pr. år, idet resten var gengangere. Der blev opkrævet kr. 100 pr. år for at stå på ventelisten.

Økonomiudvalget traf på mødet den 18. august 2014 beslutning om:

“at fastholde de gældende principper med nødvendige moderniseringer af regelsættet bl.a. vedr. lejepris, geografisk tilknytning (m.h.t benyttelsesgraden), ventelisteprincipper. Vækst Jammerbugt tager initiativ til møde herom med foreningen. Herefter forelægges sagen igen Økonomiudvalget.

Endvidere skal der arbejdes videre med mulighed for tilladelse til flere badehuse på Blokhus Strand.”

Der blev således ikke åbnet op for muligheden for familieoverdragelse eller arv af tilladelser.

På Økonomiudvalgets møde den 16. marts 2015 blev de gældende retningslinjer og administrationsgrundlag for opstilling af Badehuse på Blokhus Strand vedtaget.

Der har været afholdt et møde mellem Jammerbugt Kommune og Blokhus Turist- og Kulturforening. Blokhus Turist- og Kulturforening har i denne forbindelse indsendt et forslag til et fornyet administrationsgrundlag, hvor den primære ændring er, at der skal kunne ske overdragelse til ægtefælle, samlever og børn.

Uanset hvad er der behov for en opdatering af retningslinjer og administrationsgrundlag, da Blokhus Turistbureau ikke længere eksisterer, og da der ikke længere sker offentliggørelse af ventelisten med navne af databeskyttelseshensyn.

Der er p.t. godt 200 opstillet på ventelisten, og der er i gennemsnit stadig en ledig strandret pr. år. Prisen for at være opstillet på venteliste er fortsat 100 kr. pr. år. Det anbefales, at Jammerbugt Kommune fremadrettet også lukker for tilgang til ventelisten indtil der har været en væsentlig udskiftning, da eventuelle nye på ventelisten med stor sandsynlighed reelt aldrig vil komme i betragtning til en strandret. Administrationen kan supplerende oplyse, at Hjørring Kommune siden 2019 har haft ventelisten til strandret på deres badehuse lukket for tilgang for at imødekomme dette.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER