Danmarks Lærerforening bakker op om regeringens genåbningsplan

Saltum Skole. Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

Statsminister Mette Frederiksen har på et pressemøde mandag aften fremlagt regeringens indledende plan for en gradvis genåbning af samfundet.

De mindste elever i 0.-5. klasse kan vende tilbage gradvist efter påske. Elever i 6.-10. klasse skal fortsat gå i skole hjemmefra- indtil videre frem til 10. maj. Afgangseksaminerne for folkeskolernes afgangselever er aflyst, og den seneste årskarakter vil i stedet gælde.

Statsministeren forklarede på pressemødet, at rammerne skal være på plads lokalt, før den enkelte skole kan åbne op. Undervisningen skal så vidt muligt foregå udendørs, og der skal være øget afstand og grundig rengøring. Derudover blev det understreget, at både elever og medarbejdere skal blive hjemme, hvis man har de mindste symptomer på sygdom.

Sundhedsmyndighederne, kommunerne, lederne og medarbejderne skal samarbejde lokalt om at finde rammerne for genåbningen af skolerne – blandt andet ud fra en række sundhedsfaglige retningslinjer og anbefalinger, der vil komme fra Sundhedsstyrelsen, som skal bidrage til at sikre en forsvarlig åbning.

Opbakning fra Danmarks lærerforening
Danmarks Lærerforening bakker op om regeringens plan for en gradvis genåbning af skolerne med udgangspunkt i sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

– Vi skal have skabt nogle rammer, der er trygge for eleverne, trygge for forældrene og trygge for lærerne. Nu skal vi lytte til sundhedsmyndighederne, og så skal vi lægge os i selen for at finde de gode, lokale løsninger, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, til dlf.org.