Corona stopper flere års fremgang i idrætsforeningerne

Badminton Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Efter to år med vækst falder medlemstallene i DGI og DIF med 89.613 medlemmer i corona-året 2020. Faldet er mindre slemt end frygtet takket være en stor indsats i foreningslivet, men vækker bekymring i forhold til de langsigtede sundhedskonsekvenser.

2020 var et hårdt år for landets idrætsforeninger. Haller, baner og omklædningsrum stod corona-tomme en stor del af året, hvilket gav svære betingelser for medlemmer og frivillige.


Det afspejler sig også i medlemstallene fra DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF), der viser et samlet medlemstal på 2.216.675, hvilket er et fald på 89.613 medlemmer på et år. Det svarer til en medlemstilbagegang på 3,89 procent. En udvikling, der bekymrer de to organisationer, fordi faldet kommer efter flere år med fremgang. Året forinden havde DIF og DGI således en medlemsfremgang på knap 50.000 medlemmer.

”Efter et 2020 med store udfordringer for idræts- og foreningslivet er det ikke overraskende, at vi ser et generelt fald i idrætsforeningernes medlemstal. Men det er bekymrende for både vores fysiske, mentale og sociale sundhed. Det har været afgørende, at idrætsforeningerne har været så hurtige til at omstille sig. Og så har vi oplevet stor opbakning i form af statslige corona-hjælpepuljer og kommunale indsatser. Nu skal vi sætte alt kraft ind på, at børn, unge og voksne vender tilbage til aktive fællesskaber,” siger Niels Nygaard, formand i DIF.

I DGI og DIF er der stor glæde over, at langt størstedelen af medlemmerne har holdt fast i deres medlemskab og betalte kontingent i 2020, selvom idrætsforeningerne i 2020 i perioder var lukket ned og stort set hele året var underlagt forskellige restriktioner. Den opbakning er afgørende for, at danskerne igen bliver mere aktive i idrætsforeningerne.

Fælles kamp for sundheden

DGI og DIF har siden 2015 i Bevæg dig for livet-samarbejdet med Nordea-fonden og TrygFonden arbejdet med at få flere ind i de aktive fællesskaber i samarbejde med landets kommuner, ikke mindst de 25 visionskommuner i Bevæg dig for livet. Målet er, at det stærke samarbejde sammen med en genåbning af samfundet vil føre til, at udviklingen vendes og danskerne finder tilbage i idrætsforeningerne igen, ligesom endnu flere gerne skal med.

”Vi ved, at de store sociale savn og den manglende motion både påvirker vores trivsel og folkesundheden. Derfor skal vi have børn, unge og voksne tilbage i idrætsforeningerne og de aktive fællesskaber hurtigst muligt. Men vi er også nødt til at arbejde på den lange bane sammen med kommuner og andre organisationer for at tage hånd om dem, der har behov for ekstra støtte og motivation for at komme tilbage i de gode vaner. Ellers risikerer vi, at corona-krisen udvikler sig til en langvarig sundhedskrise med en tung social slagside,” siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand i DGI.

Udfordringen i forhold til frafaldne medlemmer risikerer også at vise sig i 2021-tallene næste år, da idrætsforeningerne også har været og er hårdt ramt af restriktioner i det igangværende år. Udendørsidrætten kom så småt i gang den 1. marts, mens det på grund af corona-restriktioner endnu ikke har været tilladt at dyrke indendørs idræt i 2021. Børn op til 18 år har dog udsigt til at komme i gang med indendørsidrætten igen fra den 21. april, mens de voksne ifølge genåbningsplanen følger efter den 6. maj.

Mens der var tilbagegang i langt de fleste aktiviteter i 2020, var der også enkelte lyspunkter. Særligt tennis og golf, der var blandt de første til at åbne i foråret 2020, er kommet ud af 2020 med pæne medlemsfremgange.

Medlemstal for 2020 (udvikling fra 2019 i parentes):

Samlede unikke medlemmer på tværs af DGI og DIF: 2.216.675 (-89.613)
Danmarks Idrætsforbund: 1.918.811 (-73.799)
DGI: 1.634.180 (-64.582)

Medlemsudvikling på aldersgrupper (årgange/medlemmer/udvikling/udvikling i procent)

0-6 år                 179.952             -14.743              -7,57%

7-12                   414.619             -35.857              -7,96%

13-18                 277.598             -6.169                -2,17%

19-24                 152.849             -3.539                -2,26%

25-39                 285.698             -8.193                -2,79%

40-59                 479.811             -10.221              -2,09%

60-69                 213.359             -12.372              -5,48%

70+                     212.789             1.481                 0,70%

I alt                     2.216.675         -89.613              -3,89%


Største idrætter (udvikling fra 2019 i parentes)
:

Fodbold: 321.222 (-19.729)
Gymnastik: 274.103 (-28.699)
Svømning: 224.757 (-17.778)
Fitness: 172.683 (-10.569)
Golf: 157.504 (+5.763)

Regionale medlemstal (udvikling fra 2019 i parentes):

Hovedstaden: 619.749 (-10.132)
Midtjylland: 555.153 (-18.471)
Nordjylland: 231.954 (-13.165)
Sjælland: 316.276 (-19.413)
Syddanmark: 488.316 (-27.710)