Christian Hem: Beslutning om Rute 70 træffes primo 2025

Niels Christian Hem (V)
Christian Hem. Foto: Jammerbugt Kommune
Print Friendly, PDF & Email

Christian Hem: Beslutning om Rute 70 træffes primo 2025

Som jeg kan læse på de sociale medier er der nogle der ønsker, at skabe usikkerhed om der er truffet beslutning vedr. omlægningen af Rute 70 til Rute 970. Her kan jeg endnu engang slå fast, at der IKKE er truffet beslutning om denne omlægning. Ligeledes er der nogle der ønsker at bidrage til at skabe faktuelle fejl om denne rute, hvilket er ærgerligt. 

Jeg synes, vi i fællesskab bør samles os om den fremlagte plan, et informationsmøde i september og en høring i oktober og november. Med denne plan får vi alle samme information og har efterfølgende mulighed for, at komme med høringssvar ud fra et oplyst grundlag der bygger på fakta. 

Som tidligere beskrevet er vi stadig i arbejdstøjet for at finde de bedste løsninger for den offentlige trafik i hele Jammerbugt Kommune. Spørger man kommunerne og politikerne kæmper alle for, at sikre kollektiv trafik så tæt på borgerne som overhovedet muligt. Også selvom der kun er få borgere der benytter bussen. Dog må vi også erkende at opgaven kan være svær, da busserne ofte kører med meget få passagerer, som det er tilfældet i Ryaa hvor der gennemsnitlig er 8 af og påstigninger per dag. 

I forslaget om Fremtidens Kollektive Trafik der er lagt frem, berører planen Birkelse-Ryaa samt at der ikke mere er et stop ved Ålegaards Mark, hvilket er en stor forringelse for borgere fra hele Skerpingområdet. Ligeledes indeholder planen udfordringer for andre byer, netop derfor valgte Teknik og Miljø udvalget på vores sidste møde, at udsætte sagen vedr. stoppesteder i Aabybro. 

Som politikere har vi et ansvar for at se på helheden – også vedr. busdriften. Spørger man pendlere hvad der betyder noget ved at benytte kollektiv trafik er svaret billige billetpriser, mange afgange, kort rejsetid og god komfort i busserne. Det kan være svært at opfylde alle de ønskede parametre, men vi gør hvad vi kan og sammen med Regionspolitikerne arbejder vi forsat på at finde konstruktive løsninger.

Derfor vil jeg blot slå fast at BESLUTNINGEN VEDR. RUTE 70 ER IKKE TRUFFET, som tidligere oplyst træffes den til februar i 2025. 

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn