Centerleder Lars K. Simonsen stopper hos Sport og Kulturcenter Brovst
Efter mange år som en central og samlende skikkelse i Sport og Kulturcenter Brovst har centerleder Lars K. Simonsen besluttet at søge nye veje. Lars og hans kæreste Karina har overtaget Blokhus-Hune Hotel og Vandrerhjem, som nu bliver omdøbt til Guesthouse Hune, og flytter dermed til Hune for at tage hul på et nyt kapitel i deres liv.
Lars har været centerleder siden 1. august 2008, og i den periode har han sat tydelige og varige aftryk på både centret og det lokale foreningsliv. Med sit engagement, sin tilgængelighed og sit altid hjælpsomme væsen har han været en uvurderlig drivkraft i udviklingen af Sport og Kulturcenter Brovst – og en nær samarbejdspartner for både medarbejdere, brugere og bestyrelse.
”Lars har haft en helt særlig evne til at få tingene til at lykkes. Han er vellidt af alle og møder hver eneste med et smil og en løsningsorienteret tilgang. Han har virkelig gjort en forskel – både i det daglige og i de store linjer,” lyder det fra bestyrelsen for Sport og Kulturcenter Brovst.
Centret står netop nu over for nye spændende udviklingsplaner, som omfatter renovering, ombygning og mulig tilbygning. Disse planer fortsætter som planlagt, og Lars har tilbudt at hjælpe med overleveringen til den kommende centerleder, så der sikres en god og tryg overgang.
Rekrutteringen af en ny centerleder er nu sat i gang, og forventningen er, at en ny leder er på plads omkring 1. september. I forbindelse med ansættelsen planlægger bestyrelsen at markere centerlederskiftet og samtidig sige ordentligt farvel og tak til Lars for hans store indsats gennem årene.