Byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital i store vanskeligheder – men der er en vej frem

Foto af Byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital juli måned 2022. Foto: Region Nordjylland
Print Friendly, PDF & Email


Forlænget byggetid, udfordringer med kvaliteten og et byggeri, der bliver dyrere endnu. Det er situationen for Nyt Aalborg Universitetshospital.

Står nu til en overskridelse på ca. 1,37 mia. kr. i alt


Efter en massiv gennemgang af byggeriet, hvor bl.a. projektstyring, tidsplan, økonomi, risikoplan, kvalitet, bygherreleverancer, samarbejde og organisering i forhold til projektet, er blevet minutiøst gennemgået, tegner der sig et udfordrende billede af det samlede byggeri.  

En samlet ny tidsplan viser, at det lige nu er realistisk, at den første patient møder ind i 2026 – en forsinkelse på yderligere 2 år.

Samtidig er den økonomiske konsekvens, at byggeriet lige nu står til at blive ca. 715 mio. kr. dyrere oveni den tidligere overskridelse af budgettet på over en halv mia. kr. En samlet overskridelse på ca. 1,37 mia. kr. i alt.

– Siden jeg startede i jobbet, har jeg arbejdet på at få et overblik over byggeriet som på alle måder er særdeles stort, komplekst og udfordret på mange parametre. Historikken omkring byggeriet er desværre lang og uskøn, og der har været sagt og skrevet en masse om det. Men det ændrer ikke ved, at når det står færdigt, vil det være et sygehus i international topklasse, siger projektdirektør Martin Kjær.

Et byggeri med 10 år på bagen

Byggeriet af det nye hospital har været i gang i omkring 10 år, da Martin Kjær overtog roret for godt 5 måneder siden, efter at den tidligere projektdirektør gik på pension.

– Det er relativt nemt som ny direktør at finde alt det, der er gået galt og være bagklog. Det er dog noget sværere at finde løsningerne og implementere dem, når byggeriet er så fremskredent, som det er. Jeg er blevet overrasket over omfanget af udfordringerne, og derfor har jeg også bedt direktionen om, at der kom andre øjne udefra på det resultat, som jeg kom frem til. Det er sket og nu skal der fokuseres 100 procent på løsninger og fremdrift, siger projektdirektør Martin Kjær og fortsætter:

– Rent styringsmæssigt har der været uhensigtsmæssige grænseflader i forhold til bl.a. økonomi, risiko – og tidsstyring imellem projektets parter inkl. regionen selv, og derfor er en del faldet ned imellem stolene. Det er der ryddet op i nu, og vi har fået en ny struktur og et godt fundament, så vi kan komme godt videre, siger Martin Kjær.

Flere steder er der konstateret mangelfuld kvalitet, fejl og mangler – bl.a. har vandinstallationen stået under vand, hvilket har forårsaget rust og tæring i de rørprøver, der er udtaget. Omfanget er ved at blive afdækket, og problemstillingen er ved at blive løst sammen med byggeprojektets entreprenør, rådgivere og eksterne specialister fra bl.a. FORCE Technology. 

Det har også vist sig, at indarbejdelsen af bygherreleverancer i projektet er mangelfuld, og her ligger også et stort arbejde, som der nu er taget hånd om.

Dybt rystet regionsrådsformand

– Jeg er dybt rystet. Da jeg tiltrådte som ny regionsrådsformand, krævede jeg at få alt på bordet, og det har vi nu fået. Det er nødvendigt, at vi har fået alt endevendt, for så kan vi komme videre, og det er mit fokus, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

En ny start med håndfaste løsninger

Samtidig med at kulegravningen af byggeriet er pågået, er der nu sat handlinger i værk, som skal få byggeriet på ret kurs.  

Der er lavet en detaljeret sammenhængende realistisk tidsplan, som projektet kan styres efter. Egen organisation er styrket med bl.a. eksterne specialister – kolleger fra Region Midtjylland – med erfaring fra bl.a. DNU Skejby og DNV Gødstrup.

Styringsmodellen er opdateret, der sker opfølgning på kontrakter med entreprenører og rådgivere. Der er også oprettet task forces, der følger op i flere af de spor, som er iværksat, og en grundig kvalitetssikring af byggeriet vil også ske.

Der er oprettet et advisory board med de eksterne øjne, der har gennemgået projektet sideløbende med projektdirektør Martin Kjær.

– Jeg ser vores ståsted lige nu som en ny start. En ny start, der skal bringe byggeriet godt i mål. De økonomiske konsekvenser skal vi have en alvorlig snak med Sundhedsministeriet om. Vi har i længere tid haft et ønske om, at ministeriet giver os låneadgang, siger Mads Duedahl.