Byfest og boldbrag: Skovsgaard møder Hobro i pokalen
Skovsgaard Boldklub (SB) fra Jyllandsserien har aldrig før spillet i Landspokalturneringen for herreseniorer i fodbold. For første gang nogensinde i hele pokalturneringens historie skal en landspokalkamp spilles i Hanherred.
En sejr i juni i den jyske pokalturnering over Nibe sendte SB ind i første runde. Modstanderen 5. august kl. 18.00, fundet ved lodtrækning, bliver Hobro IK fra 1. Division, som for få år siden sluttede som nummer 7 i fodboldens Superliga.
Pokalbraget er ikke kun SB’s største fodboldkamp nogensinde. Den skal tilfældigvis spilles midt i Skovsgaards årlige, traditionelle byfest, som hvert år finder sted på sportspladsen. Det er et magisk sammentræf, og for Skovsgaard Boldklub bliver det ikke større.
– Det er ikke bare en kamp – det er et historisk øjeblik for klubben og hele Skovsgaard. Vi har aldrig prøvet noget lignende, og så sker det midt under byfesten. Det bliver en kæmpe oplevelse for hele byen, siger Niels Sedaka Sørensen, formand for Skovsgaard Boldklub.
Med et ærgerrigt og talentfuldt, ungt hold er SB inde i en forrygende sportslig udvikling. Skovsgaard spillede i 2024 i fodboldens Serie 3. På ét år er SB klatret op i Serie 2 og videre til Serie 1 – en klubrekord. Fra og med august skal SB spille i Jyllandsserien. Et sandt fodboldeventyr for byen med godt 800 indbyggere.
Fodboldkampene på Skovsgaard Stadion – med kælenavnet Iver Park – er det største kulturelle mødested i byen. Skovsgaard Boldklub opgør ikke tilskuertallene, men er sikre på, at de overgår mange divisionskampe. Pølser på grillen og øl og sodavand er ingen selvfølge i seriefodbold, men i Skovsgaard sælger det forrygende godt hver gang.
Pokalbraget mod Hobro bliver dog den største praktiske og logistiske udfordring, klubben nogensinde har haft. Divisionsforeningen stiller blandt andet krav om kontrollører, kontakt til politiet og god service til modstanderholdet.
– Vi får travlt, for det er den største logistiske opgave, vi nogensinde har stået med. Men vi har et stærkt fællesskab og frivillige i verdensklasse – og vi glæder os til at skabe en uforglemmelig fodboldfest, siger Niels Sedaka Sørensen.

