Tre modeller på bordet for busrute mellem Blokhus og Aalborg
Drøftelse af den endelige køreplan 2026 for Nordjyllands Trafikselskabs rute 200 mellem Blokhus og Aalborg, er på dagsordenen når Teknik og Miljøudvalget i Jammerbugt KOmmune holder møde den 22. september 2025.
Drøftelse og tilkendegivelse af Jammerbugt Kommunes holdning til køreplanen for rute 200 mellem Blokhus og Aalborg, når fase 3 af Fremtidens Kollektive Trafik iværksættes den 17. januar 2026.
Sagsbeskrivelse
Jævnfør de politiske beslutninger, som er truffet forud for implementeringen af Fremtidens Kollektive Trafik (FKT) i rute 970X/971X-korridoren, er der truffet beslutning om, at rute 200 skal reduceres i serviceniveau, med virkning fra køreplanskiftet 17. januar 2026. På møde i Regionsrådet i marts 2025 blev det besluttet, at rute 200 skal reduceres i driftsomfang, hvor to gennemgående morgenafgange bevares mellem Blokhus og Aalborg, mens resten af ruten kører som shuttlebus mellem Blokhus og Pandrup, med forbindelse til rute 971X ved Pandrup Torv. På Regionsrådets møde blev det ligeledes besluttet, at finansieringen af rute 200 fortsat ligger hos Region Nordjylland. Med denne model 2A vil der være en årlig nettobesparelse på 2,3 mio. kr., hvilket bidrager til at dække de merudgifter på rute 970X og 971X, som er en følge af omlægning af ruterne via Ryå, Birkelse og Ingstrup.
Siden mødet i Regionsrådet i marts 2025 har NT modtage flere henvendelser med ønsket om at få belyst de økonomiske og kundemæssige konsekvenser ved følgende to tillægsscenarier:
- Rute 200 får endestation ved Jetsmark Idrætscenter i stedet for Pandrup Torv (model 3)
- Rute 200 får endestation ved Aabybro Busterminal i stedet for Pandrup Torv (model 4)
NTs beregninger og belysning af fordele ved de to scenarier ses i bilag.
Model 3 vil give nogle driftsmæssige fordele, fordi det er nemmere at holde pause og vende bussen ved Jetsmark Idrætscenter frem for ved Pandrup Torv. Model 3 giver også en noget bedre betjening i forhold til at komme til Jetsmark Idrætscenter, Jetsmark Skolecenter, Pandrup Sundhedshus og industriområdet. Model 3 koster 187 t.kr. mere pga. længere køretid. For at fastholde den økonomiske ramme, som Regionsrådet godkendte i marts 2025, har NT peget på at fjerne den tidligste morgenafgang kl. 4.55 fra Blokhus samt justere returkørslen fra Aalborg. Den tidligste morgenafgang benyttes af færre end fem passagerer pr. dag, og disse vil i stedet kunne benytte en Plustur med forbindelse med rute 971X i Pandrup. Med disse ændringer vil rute 200 kunne vende ved Jetsmark Idrætscenter uden meromkostninger for regionen.
Model 4 giver de samme fordele som model 3, men har yderligere den fordel, at rute 200 får bedre korrespondance til rute 970X både i retning mod Aalborg og mod Thisted. Det vil øge den samlede mobilitet for borgere nord for Aabybro. Model 4 koster 667 t.kr. mere end den oprindelige model 2A. Det vil ikke være muligt at neutralisere merudgiften ved at reducere i kørselsomfanget, uden at det går urimeligt meget ud over betjeningen til/fra Blokhus. Region Nordjylland har tilkendegivet, at regionen ikke vil være til sinds at betale yderligere til rute 200, og heller ikke reducere så kraftigt i kørselsomfanget. Model 4 kan derfor kun realiseres med alternativ finansiering, og til dette formål peger Region Nordjylland på kommunal medfinansiering, svarende til merudgiften på 667 t.kr.
Vækst- og Udviklingsforvaltningen finder, at det som beskrevet i model 3 vil være muligt at reducere lidt i kørselsomfanget, som beskrevet i NT’s notat i bilag, uden at det får ret stor betydning for mobiliteten. For god ordens skyld vil forvaltningen nævne, at de i NT’s notat omtalte skoleelever fra Blokhus/Hune-området, der går på Jetsmark Skolecenter, hører til Saltum Skoledistrikt, og derfor ikke er transportberettigede til Jetsmark Skolecenter.
Tidsplan
Teknik- og Miljøudvalget 22. september 2025
Regionens udvalg for Regional Udvikling og Innovation 6. oktober 2025
NT afleverer køreplan til entreprenøren 17. oktober 2025.
Retsgrundlag: Lov om trafikselskaber.
Budgetmæssige konsekvenser
Model 3 har minimal budgetmæssig konsekvens for Jammerbugt Kommune, hvis kørselsomfanget reduceres for at finansiere merkørslen. Merudgifter skyldes eventuelt øget brug af Plustur som erstatning for den tidlige morgenafgang.
Model 4 kræver, at Jammerbugt Kommune tilbyder at medfinansiere rute 200 med kr. 667.000 årligt. Denne udgift er ikke taget med i forarbejderne til budget 2026.
Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen fremsender til Teknik- og Miljøudvalget drøftelse den endelige køreplan for rute 200 og tilkendegivelse af, hvorvidt
at udvalget fastholder den oprindelige model 2A med betjening mellem Blokhus og Pandrup Torv, eller
at udvalget kan gå ind for model 3 med betjening mellem Blokhus og Jetsmark Idrætscenter uden medfinansiering, men med en accept af en mindre reduktion af kørselsomfanget, eller
at udvalget går ind for model 4 med betjening mellem Blokhus og Aabybro med kommunal medfinansiering på kr. 667.000 årligt.
Bilag
NTs notat om afklaring af endelig køreplan for rute 200 (opdateret 15.09.25).pdf




