Brovst Pigegarde i udvikling – Nyt navn og nu også med drenge

Brovst Garden
Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

Brovst Pigegarde i udvikling
Det musiske liv i Jammerbugten skal styrkes yderligere. Nu kan drenge skal også gå i takt og spille musik, og de voksne spille videre.

Efter 57 år som Brovst Pigegarde er det nu muligt for drenge at være med til at udfolde sig musisk, socialt og kreativt.
Foreningen hedder fremover Jammerbugt Garden, og byder nu både drenge og piger velkommen til at spille tromme, messinginstrumenter og gå march.


Samfundet er et andet sted i dag
Garden ser, at samfundet har ændret sig meget siden etableringen i 1964, hvorfor det er på tide at følge trop. Brovst Pigegarde har store traditioner og et solidt værdigrundlag, hvorfor Sabrina Pedersen, formand for Jammerbugt Garden, forsikrer om, at alt dette viderebringes til Jammerbugt Garden.

Drengene skal være en del af fællesskabet
Garden mener, der er mange flere kvaliteter ved at have medlemmer af begge køn. Flere instruktører og bestyrelsesmedlemmer har også erfaringer fra bygarder med begge køn, og disse erfaringer kommer med ind i Jammerbugt Garden. “Der vil være flere persontyper, som den enkelte gardist kan afspejle sig i. Trods store aldersforskelle, forskellige interesser og nu også køn, så er der altid en ting, gardisterne i Jammerbugt Garden kan samles om; Musikken”, fortæller, musikalsk leder, Henrik Juul-Brinkmann.

Det attraktive musiktilbud
Sabrina fortæller, at Jammerbugt Garden vil sigte efter at være endnu mere attraktiv og moderne. Det er væsentligt for bestyrelsen og Gardens professionelle instruktører, at kommunens børn og unge skal opleve en større personlig udvikling på flere parametre end blot de musikalske- og sociale kompetencer. “Vi ønsker at være i en konstant udvikling, hvor lektiecafe, mentorordning og uddannelsessted skal gå hånd-i-hånd med en udvikling af egne færdigheder og kompetencer.”

Hele Jammerbugtens Bygarde
Nu skal garden tydeligere repræsentere alle kroge af kommunen, og ikke blot en brøkdel. Det har de dog altid gjort, men nu skal det være mere synligt for borgere i og uden for Jammerbugten. Efter sommerferien vil der også komme et tilbud til de voksne i kommunen, så Garden ikke kun spænder bredt geografisk, men også til enhver alder.

Jammerbugt Brass
Band bliver et tilbud til de musikalske ældre, hvor formålet er at skabe et fællesskab, hvor mænd og kvinder hver 14. dag kan deltage i sammenspil på instrumenter tilhørende et brass band.

Vil du være en del af Jammerbugt Garden?
Garden tilbyder mulighed for at lære at spille et instrument, lære at marchere og blive medlem af en garde, hvor fællesskab og venskab bliver vægtet højt. Det koster 1.500,- kr om året, og det er det billigste musiktilbud i kommunen.

Brovst Garden
Foto: Privat

Tilmelder man dig i juli, juni eller august, så er det gratis at være medlem resten af året. Kom forbi Brovst Sport og Kulturcenter kl. 17.30 hver tirsdag i juni måned, hvor både børn og voksne kan blive klogere på, hvem Jammerbugt Garden er.