Brovst Fjernvarme: Her er årsagen til prisstigningen og planerne for fremtiden
Brovst Fjernvarme har for nylig varslet en markant prisstigning på varmepriserne, hvilket har skabt bekymring blandt forbrugerne. Ifølge Jens L. Rasmussen, formand for Brovst Fjernvarme, er stigningen desværre nødvendig for at sikre værkets økonomiske stabilitet og fremtidige drift.
“Vi har i mange år haft tradition for at levere varme til nogle af Nordjyllands laveste priser, men de seneste år har vi solgt varmen til priser, der lå under vores faktiske omkostninger. Det kan vi ikke fortsætte med,” forklarer Jens L. Rasmussen.
Store økonomiske udfordringer
Ifølge værkets regnskaber har der siden 2019 været underskud på mellem 1 og 3,5 millioner kroner årligt – undtaget 2020, hvor der var et mindre overskud. Det akkumulerede underskud betyder, at Brovst Fjernvarme nu står over for en økonomisk udfordring, der kræver handling.
“Vi havde håbet, at vores nye varmeværk, som vi tog i brug i starten af 2022, kunne hjælpe os med at hente underskuddet ind igen. Men desværre har vi i mellemtiden også været ramt af en række uforudsete udgifter, blandt andet vedligeholdelse af ledningsnettet og markante stigninger i flispriserne, der er steget med over 40% på bare to år,” fortæller Jens L. Rasmussen.
Gaspriser ramte hårdt
Særligt overgangsperioden fra det gamle til det nye varmeværk blev økonomisk belastende. Gaspriserne steg seksdoblet over 12 måneder i 2021-2022, hvilket medførte ekstra omkostninger på omkring 3,7 millioner kroner.
“Det var en svær tid for værket. Vores varmeforsyningsomkostninger lå på cirka 3.500 kroner per MWh, mens forbrugerne betalte 400 kroner per MWh. Det hul kunne vi simpelthen ikke dække,” uddyber han.
Fokus på den grønne omstilling
Trods udfordringerne ser Jens L. Rasmussen optimistisk på fremtiden. Han fremhæver, at det nye varmeværk er godt rustet til den grønne omstilling.
“Vi har en fleksibel løsning, hvor vi kan veksle mellem varmepumpeanlæg, fliskedel, elkedel og gas som energikilder alt efter markedspriserne. Det giver os gode muligheder for at sikre forbrugerne billig varme fremadrettet, selvom der vil være udfordringer i både 2025 og 2026,” siger han.
Fremtidige varmepriser
Ifølge Brovst Fjernvarme forventes varmepriserne igen at være konkurrencedygtige med andre nordjyske kommuner fra 2027.
“Vi beklager meget de gener, som prisstigningen vil medføre for vores forbrugere, men det er desværre nødvendigt for at sikre værkets økonomi og vores fælles fremtid. Vi ønsker alle et godt nytår,” afslutter Jens L. Rasmussen.
Dårligt arbejde af bestyrelsen, som forlængst skulle have handlet i stedet for at lade stå til og håbe underskuddet bare forsvandt. Men forbrugerne skulle vel også have reageret på generalforsamlingerne og stillet kritiske spørgsmål til regnskab og budget.
Helt enig men bestyrelsen har et ansvar de ikke kan frasige sig og var jeg forbruget ville jeg rejse en sag da medlemmer af bestyrelsen SKAL have en forsikring der dækker for deres handlinger der føre til tab og ja er selv professionel bestyrelsesmedlem med forsikring der dækker op til 25 millioner samt en bestyrelse uddannelse
Men hvad mener man der skulle være gjort anderledes…
For mig at se har priser generelt været for lave, for 2020 var i mine øjne er meget billigt energi år, men kun stadigvæk ud med et underskud..
Så for mig at se skulle man have hævet priser tidligere, men kunne man det og havde det været godt for forbruger.
Man har jo ikke kunne sætte indkøbspriser der jo klart er steget siden 2020… og hvad med driften ellers, ud over uforudsete udgifter som var kommet under alle omstændigheder og indkøb der nok heller ikke var ment at forudse været andet der kunne gøres anderledes…
Kom endelig med bud på dette🙂
Det undrer at man kan sidde i 5 år og kigge på et underskud….lukke øjnene, måske i forventning om at det forsvinder af sig selv…konstatere år efter år, at det er der stadig…det er i den grad mangel på rettidig omhu….
Når man forventer at være konkurrencedygtig igen, er det så fordi prisen blir sat ned igen…det blir nok en tand for naivt at tro på.