ForsideAabybroBring og fortæl - Kunstudstilling på Gjøl Kro

Bring og fortæl – Kunstudstilling på Gjøl Kro

Kunstforeningen på Gjøl har lagt op til en festlig søndag eftermiddag, når der den 5. september udstilles kunstværker fra de lokale beboere, der har lyst til at medbringe et af de kunstværker, som de holder mest af, og fortælle om det på Gjøl Kro.

–          Alle er velkomne til at deltage med en skulptur, et maleri eller andet, som har en særlig betydning for dem – og en særlig historie, fortæller formanden for kunstforeningen, Karl Jørn Flick.

Flere lokale gjølboere har allerede aftalt med foreningen, at de gerne vil deltage med et af deres foretrukne kunstværker fra hjemmet og fortælle, hvorfor det netop betyder noget særligt for dem.

Det er ganske gratis at deltage, og forestillingen begynder kl. 13, hvor Grethe Rolle byder velkommen. 

Kunstforeningen har foreløbig aftalt med Danny Heinrich, Niels Eske Nyhus, Henny Christensen, Birgitte Sandsgaard, Peter Skjøtt, Lene Due og Jørn Rytter, at de gerne vil deltage med historier om et af deres foretrukne kunstværker.

–          Spontane udstillere og historiefortællere er også hjerteligt velkomne med deres kunstskatte understreger Karl Jørn Flick, der forventer, at udstillingen slutter omkring kl. 16.

Kunstforeningen lægger også op til, at alle kan medbringe et kunstværk med henblik på salg eller bytte, så der åbnes mulighed for at få nye billeder på væggene.

Krofatter tilbyder i dagens anledning en frokostplatte med en fadøl til 165 kroner.

Annonce
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER