To kor, to solister og ét stort værk i Jetsmark Kirke
Lørdag den 25. oktober kl. 16 kan man i Jetsmark Kirke opleve en helt særlig opførelse af Johannes Brahms’ Ein Deutsches Requiem.
Organist Doris Kjærgaard ved Jetsmark Kirke fortæller:
“Det bliver en meget speciel udgave af Brahms’ store værk. Et stort kor er sammensat til lejligheden af Viborg Vokalensemble og Kammerkoret Dorimus, og solisterne Marianne Heuer og Mikkel Baungaard Thomsen tager sig af solopartierne. Som noget helt særligt bliver værket akkompagneret af Christian Præstholm på orgel.”
Normalt opføres Brahms’ Requiem enten med firhændigt klaver eller fuldt orkester, men ifølge Doris Kjærgaard gør Christian Præstholms virtuositet det muligt at fremføre værket på orgel – også i en landsbykirke som Jetsmark.
Johannes Brahms begyndte at skrive Ein Deutsches Requiem kort efter, at han mistede sin mor og sin nære ven, komponisten Robert Schumann. Han udvalgte selv trøstende ord fra Lutherbibelen, fordi det var vigtigt for ham at formidle på sit eget modersmål. Værket består af syv satser med noget af den smukkeste musik, den romantiske periode har frembragt.
Der er entre 50 kr., og publikum kan se frem til en stemningsfuld eftermiddag med stor musik og nærvær i Jetsmark Kirke.


