Vil kommunen give dispensation til botilbud i Aabybro bymidte?
Godkendelse af midlertidig dispensation fra Lokalplan 27-024 til etablering af et botilbud på Østergade 6, 9440 Aabybro, 1. sal, samt beslutning om igangsættelse af udarbejdelse af ny lokalplan for en mindre del af Aabybro bymidte ved Østergade. Det skal Klima, Teknik og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune tage stilling til på deres møde den 2. februar 2026.
Sagsbeskrivelse
Autismecenter Nord Bo ønsker at etablere et botilbud målrettet unge i alderen 14-17 år med autismediagnose, eventuelt kombineret med ADHD og/eller angstproblematikker.
Botilbuddet har til formål at understøtte de unges udvikling af hverdagsmestring, sociale kompetencer og selvstændighed med henblik på at ruste dem til et voksenliv, hvor de i størst muligt omfang kan mestre eget liv. Der tilbydes ikke behandling på stedet, men ydes en pædagogisk indsats med fokus på læring, udvikling og opbygning af selvhjulpenhed.
Efter det fyldte 18. år vil de unge have mulighed for at modtage fortsat støtte frem til det fyldte 23. år i henhold til servicelovens §§ 113-116. Det forventes, at den enkelte beboer opholder sig i botilbuddet i en periode på ca. 2-7 år.
Botilbuddets centrale placering i Aabybro giver let adgang til indkøbsmuligheder, fritidsaktiviteter og offentlig transport. Placeringen vurderes således at understøtte tilbuddets pædagogiske formål ved at give de unge gode muligheder for at øve selvstændighed i hverdagen og deltage aktivt i det omkringliggende lokalsamfund.
Tilbuddet er døgndækket. I de mest belastede tidsrum, typisk i tidsrummet kl. 14-19, vil der være op til fire medarbejdere til stede. Herudover vil der være en sovende nattevagt.
Lokalplan
Ejendommen er omfattet af Lokalplan 27-024, delområde 1, vedtaget af Jammerbugt Kommune den 11. oktober 2018.
Vækst- og Udviklingsforvaltningen vurderer, at der ud fra planlægningsmæssige betragtninger er tale om etablering af en institution, herunder et offentligt formål. I henhold til lokalplanens anvendelsesbestemmelser er der ikke mulighed for etablering af institution inden for lokalplanområdet.
Planlovens § 19
I henhold til planlovens § 19 kan kommunalbestyrelsen dispensere fra bestemmelser i en lokalplan eller en plan m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2, såfremt dispensationen ikke er i strid med principperne i planen, eller hvis dispensationen tidsbegrænses til maksimalt 3 år, dog op til 10 år for studieboliger og byhaver, jf. dog stk. 3, § 5 u, § 15, stk. 16, § 36, stk. 1, nr. 18, og § 40.
Da det ansøgte er i strid med lokalplanens principper, jf. § 3.1, kan der ikke meddeles en permanent dispensation til det ønskede.
Planlovens § 19 giver dog mulighed for, at der kan meddeles en tidsbegrænset dispensation på op til 3 år. Tidsbegrænsede dispensationer anvendes blandt andet i tilfælde, hvor en ældre lokalplan ikke længere vurderes tidssvarende, men endnu ikke er erstattet af en ny lokalplan. Dette vurderes at være tilfældet i nærværende sag vedrørende etablering af en institution.
Det er Vækst- og Udviklingsforvaltningens vurdering, at etablering af et botilbud på den ansøgte placering kan indpasses uden at ændre områdets karakter som bymidte i Aabybro, hvor der allerede forefindes offentlige formål af forskellig karakter og funktioner. Det bemærkes endvidere, at botilbuddet er i overensstemmelse med Kommuneplan 2025, idet rammeområde 27.C2 – Aabybro bymidte giver mulighed for offentlige formål.
Tidsplan
Sagen behandles:
Klima,- Teknik- og Miljøudvalget 2. februar 2026.
Økonomiudvalget 11. februar 2026.
Retsgrundlag
Planlovens § 19, stk. 1: Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan eller en plan m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen eller tidsbegrænses til maksimalt 3 år, dog 10 år for studieboliger og byhaver, jf. dog stk. 3, § 5 u, § 15, stk. 16, § 36, stk. 1, nr. 18, og § 40.
Planlovens § 19, stk. 2: Videregående afvigelser end omhandlet i stk. 1 kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Budgetmæssige konsekvenser: Ikke relevant.
Høring/borger- og brugerinddragelse
I henhold til Planlovens § 20 skal der afholdes min. 14 dages orientering af naboer og parter i sagen, medmindre sagen vurderes af underordnet betydning.
I dette konkrete tilfælde vurderes sagen ikke af underordnet betydning, og der skal derfor afholdes min. 14 dages orientering af naboer og parter i sagen, inden en dispensation kan meddeles.
Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Klima-, Teknik- og Miljøudvalget anbefaler, at Økonomiudvalget godkender,
at sagen sendes ud i nabo- og partsorientering med henblik på, at der efterfølgende meddeles en 3-årig dispensation til det ansøgte
at der udarbejdes ny lokalplan for området, således en ny lokalplan erstatter den tidsbegrænsede dispensation.

