Borgerne i Jammerbugt Kommune får igen en borgerrådgiver
Kommunalbestyrelsen har besluttet igen at tilslutte sig et samarbejde med Vesthimmerlands, Thisted og Brønderslev Kommuner omkring en fælles borgerrådgiverfunktion. Det betyder, at borgerne igen får mulighed for uafhængig vejledning og hjælp fra en borgerrådgiver.
Jammerbugt, Vesthimmerlands, Thisted og Brønderslev Kommuner har siden sommeren 2022 samarbejdet om en borgerrådgiverfunktion. Aftalen var midlertidig og udløb 31. december 2024, hvor den tidligere borgerrådgiver i kommunerne således stoppede.
Kommunerne har nu besluttet at samarbejde om en borgerrådgiverfunktion igen – nu som permanent ordning. Jammerbugt Kommune bidrager i den forbindelse med 180.000 kr. årligt, som Kommunalbestyrelsen besluttede i forbindelse med budgetaftalen for 2025.
– Samarbejdet videreføres med én borgerrådgiver, der dækker alle fire kommuner, og der vil, som tidligere, være fysisk tilstedeværelse og digitale kontaktmuligheder i alle kommunerne, fortæller borgmester Mogens Christen Gade
Borgerrådgiveren er ansat af kommunalbestyrelserne og er således uafhængig af ledelsen i forvaltningerne i kommunerne. Borgerrådgiverens opgave er at bistå borgere, der har spørgsmål. Erfaringen i Jammerbugt Kommune er, at næsten alle henvendelser drejer sig om vejledning og vejvisning, dvs. f.eks. spørgsmål om sagsbehandlingstider eller hjælp til at komme i kontakt med den korrekte person i kommunen.
Kommunerne er netop nu i gang med at finde en borgerrådgiver, som starter forventeligt til august 2025.