Bonderup summer af liv, fællesskab og engagement
Landsbyidyllen trives i den lille landsby Bonderup mellem Brovst og Fjerritslev. Byen har et par hundrede indbyggere, og lørdag den 27. april tog 30 af dem imod indbydelsen fra Borgerforeningen til at deltage i “Ren By Dag” – den årlige forårsrengøring, der skal gøre byen og dens faciliteter klar til den kommende sommer.
“Ren By Dag” startede med rundstykker og varm kaffe. Lis Mortensen fra bestyrelsen i Borgerforeningen havde en to-do-liste klar og fordelte opgaver til de mange frivillige, der var mødt op for at hjælpe til. Opgaver som at luge ukrudt, ordne flaghuller, rengøre og reparere minigolfbane og terrasse blev fordelt og løst, inden der blev serveret frokost som afslutning.
“Projekter og tiltag, som vi laver i Bonderup, er jo for, at os der bor her, skal have det godt og nyde landsbylivet. Men det er også for, at vi rigtig gerne vil have nye til at flytte til området, og her tror vi på, at fællesskab og de ting, som vi har i Bonderup, kan virke dragende på mennesker, der søger en landsby at bosætte sig i,” fortæller formand for Bonderup Borgerforening, Bjarne Jørgensen, og smiler.
Købmandsbutik, møderum, legeplads, minigolf, krolf, shelters og grønt område midt i Bonderup
Midt i Bonderup på Torvet ligger Torvekøbmanden, der drives af Råd & Dåd som en socialøkonomisk virksomhed. Købmandsforretningen blev etableret for 10 år siden, da Borgerforeningen købte ejendommen, der dengang var et faldefærdigt hus. Huset blev gennemrenoveret, der udover købmandsforretningen også rummer møderum, toiletter og et borgerhjørne med informationer om, hvad der sker i området og giver mulighed for at slå sig ned og få en to-mands snak.
Møderummet bruges flittigt af medlemmerne af Borgerforeningen gennem vinteren, hvor 16-20 borgere mødes hver onsdag og får fælles morgenmad og kaffe. Derudover mødes medlemmer til kortaften om vinteren, og om sommeren spilles der minigolf og krolf på banerne, som ligger ved Torvet.
“Hos Torvekøbmanden har vi åbent alle hverdage fra kl. 9 til 17.30 og i weekenderne fra kl. 8 til 12,” fortæller leder af Torve Købmanden, Anna Lund, og fortsætter, “vi har for tiden tre ansatte, og hertil hjælper 10-12 frivillige med at dække åbningstiden om eftermiddagen og i weekenderne. Vi har et fint udvalg af købmandsvarer, GLS-pakker, og så leverer vi varer ud til en lille håndfuld borgere hver uge.”
En vellykket Ren By Dag – Bonderup er klar til sommeren
Bonderup summer af liv, fællesskab og engagement – Lørdag den 27. april 2024 var der “Ren By Dag” – den årlige forårsrengøring, der skal gøre byen og dens faciliteter klar til den kommende sommer. Leder hos Råd & Dåd Tina Riisager fortæller om deres deltagelse:
Berit Johnsen fra Bonderup Borgerforening fortæller:
Minigolf med 21-hullers bane og 2×12 huller krolf
Minigolf og krolf kan spilles i Bonderup, hvor der betales 30 kroner pr. person via MobilePay eller med kontanter i “kassen”. Der er stave og bolde, og der må spilles minigolf på den 21-hullers bane og krolf på banerne med 2×12 huller.
Bonderup byder velkommen til alle. Næste gang Borgerforeningen afholder arrangement er, når det grønne område med shelters og bålplads ved Dalen, som ligger lige på den anden side af vejen overfor Torvet, danner rammen for Fest i Dalen til september.