Børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser inden for autismespektrummet får fremover et højtspecialiseret undervisningstilbud i Jammerbugt Kommune
Af Susanne Møller Jensen (S) og Kiki Bille Bach (S), Børne- og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune
Socialdemokratiet i Jammerbugt kommune er meget tilfreds, med de gode løsninger der findes på Børne- og familieområdet.
Senest på kommunalbestyrelsesmødet den 25. april, blev det besluttet at godkende etableringen af et sådan tilbud.
Jammerbugt Kommunes skolevæsen, har ansvaret for at tilbyde elever specialundervisning, hvis de har et specialpædagogisk behov.
Tidligere har vi bl.a. visiteret til et specialtilbud i Aalborg, hvor Jammerbugt Kommune har købt de nødvendige pladser.
Aalborg har informeret Jammerbugt om, at de ikke længere har den nødvendige kapacitet til at modtage nye elever fra andre kommuner. De elever, der allerede er visiteret til tilbuddet i Aalborg, bliver i Aalborg.
”Så handlede det om at arbejde hurtigt, så vi har et nyt tilbud til eleverne den 1. august 2024 om muligt, ellers 1. september 2024. Det forventes at der skal starte 4-5 elever til sommer, det er mange elever på en gang, for erfaringsmæssigt har der været tale om 1 til 2 elever om året” siger Susanne Møller Jensen, formand for Børne og Familieudvalget.
”Det nye tilbud bliver placeret i Brovst, som er cirka midt i kommunen, og vil betyde en kortere transporttid, som også vil have en væsentlig betydning for elevernes trivsel.
Kravene til de fysiske rammer er, at der skal være mange små rum, da eleverne i væsentlig udstrækning har behov for eneundervisning. De er nemlig meget følsomme overfor sanseindtryk” siger Kiki Bille Bach, medlem af Børne og familieudvalget.
På Brovst Skole er løsninger fundet i den tidligere ”pedelbolig”. Det vil dog kræve en mindre renovering og modernisering af lokalerne. Der skal også ansættes kvalificerede lærere og pædagoger med de rette specialpædagogiske kompetencer til at varetage både undervisnings- og fritidsopgaven.
Ved et kommunalt tilbud vil samarbejdet mellem skolen, PPR, den psykologfaglige koordinator samt andre tværfaglige samarbejdspartner omkring eleven medvirke til, at sikre en sammenhængende indsats for eleverne og deres familie. Dette vil have en stor betydning for den pædagogiske praksis for det enkelte barn.
”Så alt i alt er vi glade i Socialdemokratiet over, at denne opgave kommer hjem på kommunale hænder i egen kommune, for børnenes bedste”, siger Susanne Møller Jensen og Kiki Bille Bach fra Børne- og Familieudvalget