ForsideNordjyllandBluetongue-virus blandt får og kvæg aflyser Kimbrerskuet 2024

Bluetongue-virus blandt får og kvæg aflyser Kimbrerskuet 2024

Print Friendly, PDF & Email

Bluetongue-virus blandt får og kvæg aflyser Kimbrerskuet 2024

Fredag den 9. august 2024 offentliggjorde Fødevarestyrelsen, at det første tilfælde af Bluetongue-virus blev konstateret i en fåre- og kvægbesætning i Danmark. Siden da har myndighederne løbende offentliggjort nye smittetal, så det samlede antal besætninger i Danmark, hvor der er konstateret Bluetongue-virus, er steget til 54, samt yderligere 48 besætninger, hvor der er mistanke om virus.

Ledelsen på Kimbrerskuet har løbende holdt møder de seneste par uger for at følge smitteudviklingen, idet man er meget bekymret for at gennemføre Kimbrerskuet i den aktuelle situation. Bekymringen er dels begrundet i risikoen for, at inficerede mitter kan sprede smitten på Kimbrerskuet, når dyrene står sammen i staldene.

Hertil kommer en bekymring for, at antallet af dyr, der udstilles på Kimbrerskuet, vil blive væsentligt reduceret, dels på grund af smittede besætninger, der ikke kan udstille, og dels på grund af besætningsejere, der melder afbud, da de ikke ønsker at løbe risikoen for at få smittede dyr med hjem fra Kimbrerskuet.

Ledelsen på Kimbrerskuet har derfor, sammen med dyreudvalget, besluttet, at Kimbrerskuet 2024 aflyses, oplyser de i en pressemeddelelse.

Formand for Kimbrerskuet, Ditte Hammershøj, og direktør i Messecenter Vesthimmerland, Brian Otte, er utrolig kede af, at det har været nødvendigt at træffe denne beslutning.

“Kimbrerskuet har igennem flere år vist en rigtig flot udvikling med et rekordantal tilmeldte dyr, en stor og flot erhvervs- og maskinudstilling samt et show i ringen, der kan måle sig med de helt store dyrskuer i Europa. Derfor havde vi glædet os til at fortsætte denne flotte udvikling i år,” fortsætter Ditte Hammershøj.

“Risikoen for, at vi – i den aktuelle situation – ville stå med et Kimbrerskue med et lavt antal tilmeldte dyr, et lavt besøgstal, og en situation, hvor der ville kunne føres smitte med Bluetongue-virus tilbage til Kimbrerskuet, er for stor til, at vi tør gennemføre dyrskuet.”

“Alle udstillere på erhvervs- og maskinudstillingen får tilbagebetalt deres standleje, og dyreudstillerne har endnu ikke indbetalt tilmeldingsgebyrer, hvorfor der ikke er et økonomisk mellemværende med dem,” fortæller Brian Otte.

“Det er utrolig trist, at vi har måttet tage denne beslutning, men med udsigt til et forventet stigende smittetal i løbet af september måned, hvor flere eksperter spår, at Bluetongue-virus vil sprede sig til det meste af landet, mener vi, at en aflysning er den eneste forsvarlige beslutning, som vi kan tage. Vi vender stærkt tilbage med et fantastisk Kimbrerskue i 2025,” slutter Ditte Hammershøj og Brian Otte.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER