ForsideJammerbugtBlokhus Marathon: 1006 løbere er allerede klar til den 16. udgave

Blokhus Marathon: 1006 løbere er allerede klar til den 16. udgave

Print Friendly, PDF & Email

Blokhus Marathon: 1006 løbere er allerede klar til den 16. udgave

På søndag den 4. august afholdes den 16. udgave af Blokhus Marathon, og borgmester Mogens Chr. Gade skyder løbet i gang kl. 9.30. Traditionen tro finder arrangementet sted den første søndag i august, og i år er ingen undtagelse.

Bag dette motionsløb står Saltum Trim fra Saltum og ROFL Run fra Aabybro samt et stort antal frivillige fra de to foreninger. Karsten Sørensen fra ROFL Run fortæller, at der er omkring 50-60 frivillige involveret i afviklingen af Blokhus Marathon. Allerede fra kl. 5.00 på selve løbsdagen er de på torvet for at forberede start- og slutområdet. Dagen før markerer de ruterne og sørger for depoterne, så alt er klar til det sidste øjeblik.

Borgmeter Mogens Christian Gade. Foto: Blokhus Marathon

Blokhus Marathon er unikt i Jammerbugt Kommune. Arrangementet er professionelt tilrettelagt og minder om lignende løb i større byer rundt om i Danmark. Startområdet er velorganiseret, der er professionel tidtagning, og der er fartholdere samt medaljer til deltagerne. Depoterne er fyldt med forfriskninger, så alle kan tanke op efter løbet.

Selvom navnet antyder en fuld maratondistance på 42 kilometer, er Blokhus Marathon en motionsevent for alle. Der er forskellige løbedistancer samt vandreture under navnet WALKin Blokhus, der appellerer til alle niveauer. Lige nu er der flest tilmeldte til løb, og arrangørerne håber at nå 1.101 deltagere. “Lige nu er vi på 1006 deltagere,” fortæller Karsten Sørensen. “Sidste år var der 917 tilmeldte, så det er jo helt fantastisk allerede.” Desuden håber de på mindst 100 deltagere på vandreruterne, selvom nogle måske først tilmelder sig i sidste øjeblik.

Deltagere på Blokhus Torv ved et tidligere Marathon. Foto: Blokhus Marathon

Interessen for motionsløbet strækker sig langt ud over Danmarks grænser. Deltagere fra hele 9 forskellige nationer, herunder Norge, Tyskland og Sverige, har vist interesse for Blokhus Marathon. Det er en begivenhed, der samler folk fra nær og fjern til en festlig dag med fællesskab og bevægelse.

Har du endnu ikke fået tilmeldt dig, og har opdaget at det ikke kan gøres online, så er det muligt at eftertilmelde sig på Blokhus Torv dagen før løbet fra kl. 15-18, hvor arrangørerne står klar til at tage imod. Alternativt kan du også møde op på selve dagen og tilmelde dig fra kl. 8.00 og op til 30 minutter før løbsstart.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER