Blokhus inviterer Nytårsbad
Hold på nytårshat og briller når Destination Blokhus gentager succesen og inviterer alle badenymfer og strandløver til et forfriskende nytårsbad på Blokhus Strand.
Det er blevet en tradition og et stort tilløbsstykke med flere hundrede badende deltagere, når Erhvervsforeningen Destination Blokhus inviterer til det store nytårsbad i det friske Vesterhav for foden af Sømærket. I år inviteres alle til den forfriskende dukkert i bølgen blå fredag 31. december kl. 11.00.
Søstjernernes formand, Birgitte Ravn, byder velkommen og holder badetalen kl. 10.55, inden nytårshornet lyder som signal på, at nu kan alle gæster gå i vandet – anført af Søstjernerne.
– Vi opfodrer alle til at tage deres mest festlige nytårshat på, når vi med nytårsbadet skal vaske det gamle år væk og se frem til det nye år, fortæller Eventansvarlig, Jannie Ratke. Hvis man synes, det er en udfordring at bade i Vesterhavet om vinteren, så er det utroligt sundt for kroppen og derfor en sund måde at slutte året af på og varme op til aftenens fest.
Efter den livsbekræftende oplevelse vil bestyrelsen for Blokhus og Omegns Grundejerforening skænke en Blokhus Bitter til alle badende, inden Søstjernerne synger for på badesangen.
Desuden vil Saunahutten.dk i år opstille to saunaer på den brede strand i forbindelse med arrangementet. Her er der mulighed for at bestille nytårs-saunagus, men man kan også benytte en sauna uden tidsbestilling, hvis man gerne vil varme sig efter det forfriskende nytårsbad.
Alle badende og tilskuer opfordres denne dag til at holde god afstand og de der ankommer i bil, bedes køre mod højre for at parkere.