Blokhus Hvalens hjemkomst udskydes

Arkivbillede Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Påsken nærmer sig, hvilket normalt betyder at den 17 meter lange finhval vender hjem til Blokhus, hvor den står til offentlig skue hele foråret, men dette må udskydes i år grundet Covid-19 virussen. 

Normalt er det et stort tilløbsstykke når Blokhus Hvalen atter kommer til Blokhus og gæsterne nyder at komme helt tæt på den inde i glascontaineren og helt op under dens mave. Dog må gæsterne i Blokhus vente lidt med at se eller gense det store skelet, da Nordsø Oceanarium, som er dem der har hvalen bosat til dagligt, også er udfordret i denne tid. 


Claus Drivsholm, Teknik- og servicechef fra Nordsø Oceanarium udtaler i en pressemeddelelse:

”Vi kan desværre ikke transportere Finhvalen til Blokhus på torsdag den 2. april, eftersom vi kun har minimalt personale på arbejde til at passe dyrene og resten af medarbejderstaben er hjemsendt.” 

Håbet er, at hvalen kommer igen ligeså snart der er faldet mere ro på, lyder det fra Destination Blokhus.

Om ikke andet kommer den formentlig til efteråret, hvor det allerede var planlagt. Blokhus Hvalen skulle nemlig vende hjem til Blokhus to gange i år, i foråret og i efteråret, og skulle dermed være en del af den store Påskefestival og Efterårsfestival.