Lørdag ser ny festival dagens lys i Blokhus
Den sidste weekend i august runder lokal kulturaktør sommeren af med manér
Lørdag d. 29. august åbner Madsen scenen, når Fun Art Blokhus slår dørene op for deres sensommerfest Blokhus Festival.
Udover Madsen, kan man opleve tre andre musikere og bands, der spiller klassikere, der nok skal få sat gang i festen – og så indtager en af landets mest erfarne komikere, Uffe Holm, scenen i rollen som konferencier, hvilket betyder, at man ikke kun får fornøjelsen af hans skarpe jokes én gang, men derimod får trænet lattermuskerne løbende hen over festivalen.
– Det bliver en fantastisk dag med masser af god musik og en skøn stemning, siger direktør for Musik & Kultur Blokhus v. Fun Art, Elise Rasmussen.
Det er ambitionen, at festivalen skal være en årligt tilbagevendende begivenhed og vokse sig endnu større med flere udendørskoncerter.
– Det er en del af en overordnet strategi om at styrke den musikalske og kulturelle gren af forretningen og forhåbentlig skabe et sted, der kan blive naturlige samlingspunkt for hele Nordvestjylland, siger hun.
I år åbner dørene kl. 12.00, og herefter byder Blokhus Festival på koncerter hele dagen og aftenen. Her kan man glæde sig til et stærkt program – som nævnt et gensyn med Madsen, som gæstede Fun Art til en udsolgt koncert tidligere på året, samt tre fantastiske bands, der hver især hylder nogle af de største navne i dansk musik: De Vilde Kaniner, Thomas Helmig Jam og Smukke Møller.
De spiller alle på den store indendørsscene, så festen fortsætter uanset vejret. Samtidig skaber stedet en ægte sommerfestival udenfor med DJ, hyggelige siddeområder og lækker mad.




